Mount St. Helens – en vulkan, vi næsten fik at se

I 1980 eksploderede Mount St. Helens i et af de mest ødelæggende vulkanudbrud i USA’s historie. 57 mennesker mistede livet, enorme skovområder blev lagt ned, og landskabet blev forandret på få minutter. 30 år senere besluttede vi os for at køre helt ind til vulkanen. Desværre havde vejret andre planer, så besøget endte med at blive en noget anderledes oplevelse, end vi havde forestillet os.

Mount St. Helens ligger i staten Washington, og når man kender historien om det voldsomme udbrud den 18. maj 1980, virker det måske en smule tosset frivilligt at køre langt ind i bjergene mod en stadig aktiv vulkan.

Men det gjorde vi.

Udbruddet på Mount St. Helens i 1980

Den 18. maj 1980 klokken 8.32 blev Mount St. Helens ramt af et jordskælv med en styrke på 5,1.

Jordskælvet fik vulkanens ustabile nordside til at kollapse og udløste det største jordskred, der er registreret i moderne historie.

Da en stor del af bjergsiden forsvandt, blev trykket i vulkanen pludselig frigivet. Resultatet var en voldsom eksplosion ud gennem siden af bjerget.

Den glohede blanding af gas, aske og klippemateriale bevægede sig med mindst 480 km/t gennem området nord for vulkanen.

På ganske få minutter blev omkring 600 km² landskab ramt. I de inderste områder stod stort set ingen træer tilbage. Længere væk blev hele skove lagt ned af eksplosionen, mens træerne yderst i området blev svedet af varmen.

Eksplosionen nåede næsten 30 kilometer væk fra vulkanen, og toppen af Mount St. Helens blev omkring 400 meter lavere.

57 mennesker mistede livet, heriblandt vulkanologen David A. Johnston, som var i gang med at overvåge vulkanen, da udbruddet begyndte.

Det er svært at forestille sig de kræfter, der var på spil den morgen. Derfor ville vi også gerne se landskabet med egne øjne.

Den lange vej ind mod Mount St. Helens

Vi valgte at tage chancen og køre ind mod Mount St. Helens.

Vejen ind til vulkanen er en lang og snoet bjergvej, hvor landskabet gradvist ændrer karakter, efterhånden som man nærmer sig området, der blev ramt af udbruddet.

Der var bare ét problem.

Tåge.

Og ikke bare lidt tåge.

Vi kørte gennem noget af den tykkeste tåge, vi havde oplevet på hele turen. Indimellem kom der ganske vist huller i skyerne, hvor vi kunne skimte bjergene og landskabet omkring os.

Det gav os et vist håb om, at vejret måske ville klare op, inden vi nåede helt ind til vulkanen.

Det gjorde det ikke.

Johnston Ridge Observatory – otte kilometer fra vulkanen

Da vi besøgte Mount St. Helens i 2010, kunne man køre helt frem til Johnston Ridge Observatory, som ligger omkring otte kilometer fra vulkanen.

Observatoriet er opkaldt efter vulkanologen David A. Johnston, som mistede livet under udbruddet i 1980. Han opholdt sig på en observationspost på højderyggen nord for vulkanen, da eksplosionen kom.

Johnston Ridge er normalt et fantastisk sted at opleve Mount St. Helens. Herfra kan man se direkte ind mod det enorme krater, som blev skabt, da vulkanens nordside forsvandt.

Normalt.

Da vi ankom, kunne vi ikke se en pind.

Vulkanen lå lige foran os, men kunne for den sags skyld lige så godt have ligget 100 kilometer væk.

Alt var hvidt.

Et panoramavindue med udsigt til tåge

Inde i besøgscenteret kunne man blandt andet se en film om Mount St. Helens og det voldsomme udbrud i 1980.

Det var faktisk ganske smart lavet.

Efter filmen blev der nemlig åbnet for et stort panoramavindue med udsigt direkte mod vulkanen.

Ideen var selvfølgelig, at man først skulle se de dramatiske billeder fra udbruddet og derefter pludselig sidde med den rigtige vulkan foran sig.

På en klar dag må det være en imponerende oplevelse.

Hos os bestod den store finale af en massiv, hvid tågevæg.

Folk i salen kunne ikke lade være med at smile og grine lidt af situationen.

Det var også svært andet.

Vi havde kørt hele vejen ind gennem bjergene for at komme så tæt som muligt på Mount St. Helens. Nu sad vi omkring otte kilometer fra vulkanen uden at kunne se den.

Kan man stadig besøge Johnston Ridge Observatory?

Opdatering: Det er i øjeblikket ikke muligt at gentage vores tur helt frem til Johnston Ridge Observatory.

Et stort jordskred i maj 2023 ødelagde en del af Spirit Lake Highway, som fører ud til observatoriet. Siden har både den sidste del af vejen og Johnston Ridge Observatory været lukket.

Genåbningen er planlagt til 2027, men det er en god idé at kontrollere den aktuelle situation inden et besøg. Det kan man blandt andet gøre hos US Forest Service.

Man kan stadig besøge området omkring Mount St. Helens. Science and Learning Center at Coldwater ligger længere tilbage ad Spirit Lake Highway og fungerer som et alternativt besøgscenter.

Derudover ligger Mount St. Helens Visitor Center ved Silver Lake, tættere på Interstate 5. Her er der udstillinger, film og information om vulkanen og udbruddet i 1980.

Så selv om Johnston Ridge er lukket, behøver man ikke helt opgive et besøg ved Mount St. Helens.

Landskabet efter udbruddet

Selv om tågen ødelagde udsigten til selve vulkanen, var køreturen ikke helt spildt.

Området omkring Mount St. Helens fortæller nemlig mindst lige så meget om udbruddet som det store krater.

På vej væk stoppede vi ved en af søerne i området.

Udbruddet i 1980 ændrede hele landskabet og områdets vandløb. Det enorme jordskred blokerede blandt andet Coldwater Creek og skabte Coldwater Lake.

Andre søer blev også voldsomt påvirket. Spirit Lake blev ramt af jordskredet, som pressede en stor mængde vand op ad bjergsiderne og ændrede søens form og vandstand.

Det er svært at forestille sig omfanget af katastrofen, når man står i landskabet og kigger ud over søerne og den vegetation, der siden er vendt tilbage.

Naturen er langsomt vendt tilbage

Noget af det mest interessante ved besøget var at se, hvordan naturen havde reageret i de 30 år, der var gået siden udbruddet.

I 1980 blev enorme skovområder lagt ned på få minutter. Nogle steder blev alt liv tilsyneladende fjernet, mens andre områder var dækket af aske og vulkansk materiale.

Da vi besøgte området i 2010, var vegetationen for længst begyndt at vende tilbage mange steder.

Nye træer voksede mellem resterne af de gamle, og flere områder, som efter udbruddet havde været helt bare, var igen blevet grønne.

Men sporene efter katastrofen var stadig tydelige.

Det er netop kombinationen af ødelæggelse og ny vegetation, der gør området så interessant.

Mount St. Helens er ikke kun stedet, hvor der engang skete en voldsom naturkatastrofe. Området fungerer også som et stort naturligt laboratorium, hvor forskere har kunnet følge, hvordan plante- og dyreliv vender tilbage efter et vulkanudbrud.

Mount St. Helens er stadig en aktiv vulkan

Udbruddet den 18. maj 1980 var ikke afslutningen på den vulkanske aktivitet.

Mount St. Helens er stadig en aktiv vulkan og har haft flere perioder med aktivitet siden katastrofen.

Efter udbruddet fortsatte mindre udbrud og dannelsen af lavakupler inde i krateret gennem store dele af 1980’erne.

I 2004 begyndte en ny udbrudsperiode, som varede frem til 2008. I denne periode pressede tyktflydende lava sig langsomt op og dannede nye lavakupler inde i krateret.

Så Mount St. Helens er bestemt ikke bare en vulkan, der hører fortiden til.

Den er stadig aktiv, og forskerne holder løbende øje med den.

Besøget værd – trods tågen

Vi fik ikke det klassiske billede af Mount St. Helens.

Vi fik faktisk næsten ikke set selve vulkanen.

Alligevel var besøget turen værd.

At køre gennem området, se landskabet og lære mere om udbruddet giver et helt andet indtryk af naturens kræfter end blot at læse om det hjemmefra.

Og måske gjorde tågen bare oplevelsen lidt mere mindeværdig.

Det kræver trods alt en vis timing at køre hele vejen til en af USA’s mest berømte vulkaner og ende med at sidde otte kilometer fra den uden at kunne se en pind.

Videre fra Mount St. Helens til Portland

Efter besøget ved Mount St. Helens fortsatte vores roadtrip sydpå.

Næste stop var Portland i Oregon, hvor vi skulle bo et par dage.

Vi forlod derfor vulkanen og tågen og satte kursen mod endnu en ny stat på turen.