I-70 gennem Rocky Mountains og et besøg i Vail, Colorado

Få Interstates i USA er så billedskønne som I-70 gennem Rocky Mountains vest for Denver. Her går det op og ned gennem bjergene med lange stigninger, stejle nedkørsler og flotte udsigter undervejs. Jeg gjorde også stop i Vail, som mest af alt minder om en velhavende udgave af en østrigsk alpeby.

15. juni 2012

Fra Denver mod Rocky Mountains

Jeg forlod Denver tidligt om morgenen, da jeg havde en aftale godt to en halv times kørsel vest for byen, hvor jeg skulle på en zipline-tur ved Wolcott. Derefter skulle jeg retur mod Denver og ende dagen i Keystone Resort, hvor jeg skulle deltage i en konference de næste par dage.

Det betød, at der var en del kørsel på programmet denne dag, men det gjorde nu ikke så meget, for turen vestpå ad Interstate 70 går gennem noget af det flotteste bjerglandskab, man kan opleve fra en motorvej i USA.

Jeg havde også planlagt et stop i Vail undervejs, da jeg gerne ville kigge nærmere på den kendte skisportsby, som jeg ellers mest kendte af navn. Det passede fint med, at jeg skulle lidt længere vestpå til Wolcott, så jeg behøvede ikke køre nogen større omvej.

Billedskønne I-70 gennem Rocky Mountains

Jeg har efterhånden kørt på en del Interstates rundt om i USA, men der er ikke mange, som kan måle sig med I-70 vest for Denver, når det kommer til omgivelserne. Allerede kort efter at man har forladt Denver, begynder Rocky Mountains at rejse sig foran en, og inden længe er man på vej op gennem bjergene med udsigt til skovklædte skråninger, stejle klipper og bjergtoppe.

Det er samtidig den Interstate, som når højest op i USA, hvilket sker ved Eisenhower-Johnson Memorial Tunnel, hvor vejen passerer gennem Continental Divide i omkring 3.400 meters højde.

Det er ganske imponerende, når man tænker på, at der er tale om en almindelig motorvej med flere spor i hver retning, som dagligt benyttes af både personbiler, lastbiler og turister på vej gennem Colorado.

Så snart man kommer ud i den vestlige udkant af Denver, begynder de første indtryk at melde sig, og det varer ikke længe, før vejen begynder at stige, mens bjergene kommer tættere på.

Inden længe kommer de første større stigninger og ikke mindst nedkørsler, hvor man virkelig mærker, at man befinder sig i et bjergområde. På nogle strækninger går det op eller ned med 6-7 %, og det er noget mere, end man normalt oplever på de amerikanske Interstates, hvor der ellers mange steder er langt mellem de større højdeforskelle.

Her forstår man også godt, hvorfor det er rart at have nogle hestekræfter under motorhjelmen i en amerikansk bil, for selvom man kører på en moderne motorvej, skal motoren arbejde en del for at få bilen op over bjergene.

Og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at benzinen i USA er noget billigere end hjemme i Danmark, når bilen skal bruge lidt ekstra for at komme op ad de lange stigninger.

Runaway truck ramps på I-70

På de stejleste dele af I-70 er der gjort plads til de mange lastbiler, som har svært ved at holde samme hastighed som personbilerne på vej op ad bjergene. Der findes flere steder ekstra spor til den tunge trafik, men det er især på nedkørslerne, at man skal holde et vågent øje med hastigheden.

Når vejen falder med 6-7 %, og hastighedsgrænsen nogle steder er 65 mph, svarende til omkring 105 km/t, kan bilen hurtigt få mere fart på, end man havde tænkt sig. En almindelig fartpilot, især i de ældre biler, kan heller ikke nødvendigvis holde hastigheden nede på de lange nedkørsler, så man skal være opmærksom på kørslen og ikke bare lade bilen passe sig selv.

For lastbilerne er de lange nedkørsler en endnu større udfordring, da de mange tons kan få bremserne til at overophede, hvis chaufføren ikke bruger motorbremsen og de rigtige gear.

Derfor er der flere steder anlagt såkaldte runaway truck ramps, som er særlige nødspor, hvor lastbiler med bremsesvigt kan køre fra motorvejen og blive bremset af et dybt lag grus, som får køretøjet til at miste farten.

Det er en ganske voldsom løsning, men selvfølgelig nødvendig, når man tænker på, hvor store og tunge de amerikanske trucks er, og hvor meget fart de kan få på ned ad bjergene.

Der er i det hele taget gjort en del ud af sikkerheden på I-70, hvilket også er nødvendigt, da vejen er en af de vigtigste øst-vest-forbindelser gennem Rocky Mountains og samtidig skal kunne bruges om vinteren, hvor sne og is kan gøre kørslen noget mere udfordrende.

Idyllisk rasteplads på I-70

Jeg var kommet godt afsted fra Denver og havde lidt ekstra tid, inden jeg skulle være fremme til min zipline-tur, så jeg valgte at holde ind på en af de rastepladser, der ligger langs I-70 gennem Rocky Mountains.

Det er ikke alle rastepladser i USA, som har særlig meget at byde på, men denne lå ganske idyllisk med udsigt til bjergene, så det var bestemt ikke det værste sted at holde en pause og strække benene.

Udover den flotte udsigt var der en række informationsskilte om området, blandt andet om hvilke dyr man kunne møde i bjergene, og hvad man skal være opmærksom på, hvis man kører her om vinteren.

Der var også information om de store snerydningsmaskiner, som bliver brugt til at holde vejene åbne i vintermånederne, og hvor deres blinde vinkler er, så man som bilist kan undgå at komme for tæt på dem.

Det er måske ikke noget, man normalt tænker så meget over, når man kører rundt i Colorado på en varm sommerdag, men når man ser de store højdeforskelle og de stejle bjergsider, er det ikke svært at forestille sig, at forholdene kan være ganske anderledes om vinteren.

Der var også mulighed for at få genopfrisket de amerikanske trafikskilte, som bruges i forbindelse med vejarbejde, hvilket aldrig er nogen dårlig idé, når man kører rundt i et land, hvor både skilte og trafikregler kan være lidt anderledes end hjemme i Danmark.

Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved at køre rundt i USA, for selv et stop på en rasteplads kan give lidt ekstra viden om området, som man ellers bare ville være kørt igennem.

Acceleration i Dodge Grand Caravan

Da jeg skulle tilbage på I-70, var det tid til at få prøvet lidt af kræfterne i den Dodge Grand Caravan, som jeg havde lejet til denne roadtrip.

Det er ikke ligefrem en lille bil, da der er plads til syv personer, og med en vægt på godt to ton er der en del at flytte rundt på, men den havde til gengæld en 3,6-liters V6-motor med 283 hestekræfter.

Det er ganske pænt for en almindelig familiebil, og selvom der var tale om en stor minivan, kunne den faktisk godt flytte sig, når motoren fik lov til at arbejde lidt.

På tilkørselsrampen fik motoren derfor lov til at vise lidt af, hvad den kunne, og jeg må indrømme, at den lød ganske godt, når den kom op i omdrejninger.

Det var selvfølgelig ikke nogen sportsvogn, men der var rigeligt med kræfter til at få den store bil op i fart og komme med i trafikken, og så var det endda kun med en V6-motor.

I USA er det nu ikke ualmindeligt, at selv almindelige familiebiler har motorer, som hjemme i Danmark ville blive betragtet som ganske store.

Vail, en østrigsk alpeby i Colorado

Der ligger flere skisportssteder langs I-70 vest for Denver, og de første dukker op forholdsvis hurtigt, men nogle af de mest kendte ligger omkring halvanden til to timers kørsel fra byen.

Et af dem er Vail, som ligger direkte ved I-70 og er blandt de mest kendte skisportssteder i USA. Aspen ligger også i denne del af Colorado, men længere mod syd, så det kræver en noget større afstikker fra motorvejen.

Min tur mod zipline ved Wolcott bragte mig lige forbi Vail, og da jeg havde lidt tid til overs, besluttede jeg at køre ind og kigge nærmere på byen.

Allerede på afstand kunne man godt fornemme, at Vail ikke var et sted for hvem som helst, for det hele virkede lidt mere velplejet og indbydende, end man normalt oplever, når man kører ind i en mindre amerikansk by.

Her lå ikke de sædvanlige lidt slidte bygninger, fastfoodrestauranter og tankstationer langs indfaldsvejen, men derimod flotte hoteller og velholdte bygninger, som tydeligt var inspireret af de europæiske alpebyer.

Vail er faktisk ikke nogen særlig gammel by, for skisportsstedet åbnede først i december 1962, og byen er i høj grad blevet bygget op omkring turismen og de mange muligheder for skisport.

Grundlæggerne var inspireret af skisportsstederne i Europa, og derfor valgte man at opføre byen med arkitektur, som minder om de østrigske og bayerske alpebyer, med masser af træværk, altaner, blomsterkasser og bygninger, der ser ud, som om de kunne ligge et sted i Alperne.

Det hele er dog noget mere planlagt end mange af de gamle østrigske byer, som er vokset frem gennem flere hundrede år, og Vail er derfor nok mere en amerikansk fortolkning af en alpeby end en egentlig kopi.

Men det fungerer nu ganske fint.

Vail om sommeren

Det er naturligvis vintersæsonen, der er den vigtigste for Vail, hvor tusindvis af gæster kommer for at stå på ski, men byen har også masser af besøgende om sommeren, hvor bjergene bliver brugt til blandt andet vandring, mountainbike, golf og fluefiskeri.

Da jeg ankom denne formiddag i juni 2012, var byen dog kun så småt ved at vågne, så der var ikke voldsomt mange mennesker i gaderne, og flere butikker havde endnu ikke åbnet.

Det gjorde nu ikke så meget, for det gav mig mulighed for at gå lidt rundt og kigge på omgivelserne, uden at der var alt for mange andre, som skulle det samme.

Selvom det var uden for den store skisæson, var det tydeligt, at Vail henvender sig til et publikum, der har lidt flere penge mellem hænderne end gennemsnittet.

Der var en overflod af modebutikker, pelsforretninger, smykkebutikker og vinhandlere, som man ikke nødvendigvis forventer at finde i så stort antal i en mindre bjergby.

Jeg har besøgt en del skisportssteder i Østrig, men jeg kan ikke huske at have set helt den samme koncentration af eksklusive butikker, som jeg oplevede i Vail.

Det virkede, som om man havde taget en østrigsk alpeby og skruet lidt ekstra op for luksussen, hvilket selvfølgelig også passer meget godt til den type gæster, der har råd til at holde ferie her.

På byens store torv stod der en ekspedient og demonstrerede fluefiskeri, hvilket også virkede som en ganske passende aktivitet i en eksklusiv amerikansk bjergby.

Fluefiskeri er populært i Colorado, hvor der er gode muligheder for at fiske efter ørreder i bjergenes mange vandløb, og i Vail kunne man altså få lidt undervisning i teknikken, inden man begav sig ud til vandet.

Det er ikke ligefrem noget, jeg kan huske at have set på torvet i en østrigsk skisportsby, men her virkede det til at være en helt naturlig del af bylivet.

Luksushoteller og store huse i Vail

Det var ikke kun butikkerne, der afslørede, at Vail var en by med et forholdsvis velhavende publikum, for hotellerne så også ud til at være i en noget anden klasse end dem, jeg normalt benyttede på mine roadtrips gennem USA.

Der var en utrolig lækkerhed over det hele, lige fra bygningernes arkitektur til de velholdte omgivelser og de mange detaljer, som gjorde, at byen nærmest lignede et sted, hvor nogen gik rundt og sørgede for, at alt altid så pænt ud.

Hvis hotellerne ikke var nok til at overbevise en om, at der var mange penge i området, kunne man bare kigge op på bjergskråningerne omkring byen, hvor der lå nogle ganske imponerende private huse.

Og når jeg skriver store huse, så mener jeg store huse.

Det var ikke ligefrem små bjælkehytter, som familien kunne hygge sig i på en skiferie, men enorme boliger med flotte beliggenheder og udsigter, som de færreste almindelige mennesker har mulighed for at betale for.

Det er selvfølgelig også en del af forklaringen på, at Vail fremstår så anderledes end mange andre amerikanske småbyer, for byen er fra begyndelsen blevet udviklet som et skisportssted for turister, og der er gjort meget ud af at tiltrække et publikum, som gerne vil betale for lidt ekstra luksus.

Jeg synes nu stadig, at Vail var en hyggelig by at gå rundt i, og selvom det hele virkede en smule mere poleret end de østrigske skisportssteder, jeg kendte, så var det bestemt ikke noget dårligt sted at bruge lidt tid.

Et kort stop i Vail inden zipline ved Wolcott

Jeg havde omkring en halv times kørsel fra Vail til min zipline-tur ved Wolcott, og da jeg var kommet frem i god tid, kunne jeg bruge lidt tid på at gå rundt i de velholdte omgivelser og slå tiden ihjel, inden jeg skulle videre.

Det var efterhånden blevet en ganske varm dag i Colorado, og jeg skulle snart bruge et par timer ude i middagsheden, hvor jeg skulle svæve højt over en kløft på en række ziplines.

Derfor passede det mig fint med lidt roligere sightseeing i Vail, inden der skulle mere fart på resten af dagen.

Vail var ikke et sted, jeg havde planlagt at bruge en hel dag, men når man nu alligevel kører forbi på I-70, synes jeg bestemt, det er værd at tage en tur ind i byen og se den amerikanske udgave af en østrigsk alpeby.

Der er en ganske særlig stemning i byen, som er lidt anderledes end de fleste andre småbyer i Rocky Mountains, og så kan man jo også bruge lidt tid på at kigge på alle de butikker og huse, som de færreste af os har råd til at købe noget i.

Efter mit stop i Vail fortsatte jeg mod Wolcott, hvor dagens næste oplevelse ventede.

Jeg havde nemlig bestilt en zipline-tur ved 4 Eagle Ranch, hvor jeg skulle tilbringe de næste par timer med at svæve over en kløft i Rocky Mountains.

Er I-70 og Vail et besøg værd på en roadtrip?

Interstate 70 gennem Rocky Mountains er efter min mening en af de motorvejsstrækninger i USA, hvor selve køreturen er en oplevelse, og hvis din roadtrip går gennem Colorado, vil jeg bestemt anbefale at lægge ruten forbi denne del af staten.

Det er ikke nødvendigt at finde små bjergveje eller særlige scenic byways for at få flotte udsigter, for allerede fra Interstate får man masser af muligheder for at opleve bjerglandskabet, de store højdeforskelle og de imponerende vejanlæg, som gør det muligt at føre en motorvej gennem Rocky Mountains.

Har du god tid, kan du selvfølgelig også vælge at køre fra motorvejen og besøge nogle af de mange mindre bjergbyer eller naturområder undervejs, men selv hvis du blot skal fra Denver og videre vestpå, er I-70 en tur, der er værd at glæde sig til.

Vail er et fint stop på vejen, især hvis du har lyst til at strække benene og opleve en skisportsby, som er bygget med inspiration fra de europæiske alper, men som samtidig er blevet til noget meget amerikansk og ganske eksklusivt.

Jeg ville nok ikke planlægge en større omvej alene for at besøge Vail om sommeren, men ligger byen på din rute, synes jeg bestemt, det er værd at bruge en times tid på at gå rundt i Vail Village og kigge nærmere på omgivelserne.

Praktisk information om I-70 og Vail

Interstate 70 er en af de vigtigste øst-vest-forbindelser gennem Colorado, og strækningen fra Denver gennem Rocky Mountains byder på både lange stigninger, stejle nedkørsler og nogle ganske imponerende bjerglandskaber.

Ved Eisenhower-Johnson Memorial Tunnel passerer motorvejen gennem Continental Divide i omkring 3.400 meters højde, og det er samtidig det højest beliggende punkt på hele det amerikanske Interstate-system.

Om sommeren er vejen normalt nem at køre på, men der kan være tæt trafik, vejarbejde og perioder med dårligt vejr, mens sne og is kan gøre kørslen væsentligt mere udfordrende om vinteren.

Det er derfor en god idé at kontrollere vej- og trafikforholdene, inden du kører fra Denver, især hvis du besøger Colorado uden for sommermånederne.

Du kan finde aktuelle trafikmeldinger, vejrforhold og information om eventuelle vejlukninger på COtrip, som drives af Colorado Department of Transportation.

Vail ligger omkring 160 kilometer vest for Denver og kan nås direkte fra Interstate 70. Byen har flere større parkeringsanlæg ved blandt andet Vail Village og Lionshead, hvorfra du kan gå rundt i de centrale dele af byen.

Parkeringsregler og priser varierer med sæsonen, så det kan betale sig at kontrollere forholdene, hvis du planlægger at besøge byen.

Du kan finde mere information om Vail, aktiviteter og parkeringsmuligheder på Discover Vails officielle hjemmeside.