Jeg vågner altid tidligt de første dage af en roadtrip (og er træt tidlig), så efter en god nats søvn var vi oppe i god tid for at tage hul på Highway 1.
1. september, 2012
Morgenmad på motellet
Vi startede dagen med morgenmad på motellet. Ikke overvældende, men hvad man har brug for til at starte dagen.
Monterey, Fishermans Wharf og søløver
Dagens første stop var i Monterey. Solen var ikke helt brændt igennem, så den langærmede blev luftet.
Monterey Bay er en afslappet by ved havet som lever af turister og fiskeri.
Det er vandet og kysten der er trækplastret og det bliver udnyttet. Det centrale sted er Fishermans Wharf hvor der er et have af restauranter, barer og souvenir butikker.
Det er også herfra mange af de vandbaserede oplevelser starter, så som hval-safari og anden sejlads.
Der er også mulighed for at opleve lidt af det lokale dyreliv, hvor specielt søløver tiltrækker sig en del opmærksomhed. På en lille platform i havnen kan man se dem fra molen og de fleste restauranter.
Monterey er en velfriseret turistby
Byen synes pæn og ren og folk ser sunde og aktive ud og området har dog også alle mulighederne med stisystemer lang vandet til cykel og løb og cykelstier på nogle af vejene.
Tæt ved Fishermans Wharf var de ved at gøre klar til noget festivitas hvor en scene og en række madboder var ved at blive gjort klar. Den vigtigste ingrediens var dog klar, en Bud Light fadøls trailer.
Vi gik en tur ad “strøget” hvor butikker og cafeer så småt var ved at vågne. Vi blev fanget af en farverig slikbutik hvor deres speciale var karameller (taft). Fristet af de mange varianter fyldte vi en pose med banana cream pie, mango chili, rootbeer, bubblegum m.fl. Det blev ikke til noget fudge i denne omgang, men lur mig om ikke det sker senere på turen.
Karamellerne var ok, men navnene lovede lidt mere end de holdte. Det var meget få som holdt hvad de lovede og rent faktisk smagte af det de gav sig ud for.
Kysten langs Highway 1
Fra Monterey Bay var der lidt kørsel inden vi rigtig ramte Highway 1 (den er stadig freeway med 4 spor ved Marina, Seaside, Monterey og Carmel).
Når det skifter til to spor svinder trafikken ind og kysten kommer tæt på. Heldigt for os, så kom solen frem netop som de spetakulære kyststrækninger begyndte at dukke op.
Broer på Highway 1
Udover kysten og de hyggelige byer langs Highway 1 er strækningen også kendt for nogle af dens broer, som også er blevet turistattraktioner gennem tiden, og imponerende er de da også. Den mest kendte er Bixby Bridge (ikke afbilledet her).
Julia Pfeiffer Burns State Park og McWay Falls
Selvom trafikken var svundet ind, så kunne man stadig godt mærke at det var Labor Day. Mange parkeringspladser var fyldte, hvilket vi selv oplevede ved vores næste stop.
Det koster et fee at benytte de mange State Parks langs Highway 1. Betaler man et sted, så duer det alle steder.
Det blev dog ikke aktuelt for os, for der hvor vi havde planlagt et stop, var der proppet, så vi måtte parkere langs vejen (kan man gøre mange steder så vær opmærksom på andre trafikanter som parkerer eller trækker ud og ikke mindst børn).
Julia Pfeiffer Burns State Park syner ikke af meget fra vejen og sammenlignet med Pfeiffer State Park som kommer et stykke før (husk på forskellen på de to når du kommer forbi) så er den nærmest ikke eksisterende, men i den grad et stop værd.
Efter en kort gåtur fra vejen åbenbarer der sig langsomt et stykke af paradis i form af en lille eksklusiv strand (som man ikke kan komme ned på) som toppes op med et vandfald som slår ned i vandkanten.
Er du uheldig med vejret, så kan du ikke se noget. Vi var superheldige at solen var brændt igennem. Vandfaldet var dog stadig i skygge (vi var der omkring kl 12 den 1. september).
Ude for enden af den lille sti kan man også se den imponerende kyst til den anden side.
På resten af turen ned ad Highway 1 mod Hearst Castle stod ´kodak moments´ i kø og der er steder hvor man kan komme helt ud til vandet og evt. spotte en surfer.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com
Oplevelsen ovenfor er fra et af de mange stop på den klassiske roadtrip rute på USA’s vestkyst. Den klassiske rute er oplagt til en tre ugers roadtrip i USA. Den byder på et varieret udvalg af oplevelser med bl.a store og små byer, kyststrækninger, strand, ørken, skov, bjerge, interstates, highways og byways.
Her kan du se et detaljeret kort over ruten og alle oplevelserne på den klassiske roadtrip rute som bl.a inkluderer San Francisco, Highway 1, Hearst Castle, Los Angeles, Route 66, Grand Canyon, Monument Valley, Antalope Canyon, Hoover Dam, Las Vegas, Death Valley og Yosemite National Park m.fl.
11 Comments
Hej
Vi skal køre fra San Francisco til los Angeles på highway 1.. vi skal på et bil museum og værksted nord for Santa Cruz og videre til monterey og overnatte der. Derfra vil vi så køre til Ventura, bliver det for langt evt med et ophold på Hearst caste ?? Kan vi springe Solvang over eller vil det være ærgerligt ?
Hilsen Birgit
@ Birgit
I skal tidligt ud af Monterey for at nå Hearst Castle og ned til Ventura.
Monterey til Hearst Castle er knap tre timers non-stop kørsel. Regn med 5 timer med stop, pauser og frokost.
Hearst Castle er minimum to timer.
Turen fra Hearst Castle ned til Ventura er tre timers non-stop kørsel.
Solvang er en smagssag. Det er en by med et dansk udtryk i noget af udsmykningen og butikker, som kan være finurligt at besøge.
https://www.facebook.com/roadtripiusa/posts/10154290401861996
Hej René
Er ved at planlægge familiens første tur til USA, et klassisk roadtrip i CA, og vi har allerede fundet masser af tips på din blog.
Vi har to overnatninger på Highway 1 mellem San Fran og LA. Hvor anbefaler du at ligge dem?
Vh. Trine
@ Trine
Monterey og Solvang.
Hej Rene
Tak for dit svar. Iflg. Google Maps ser det dog ud til, at turen mellem Monterey og Solvang er meget lang, 6-7 timers kørsel. Tager jeg fejl?
Hilsen Trine
@ Trine
Den er 5 i ren kørsel.
Monterey er den sidste mulighed for nogenlunde billige overnatninger på Highway 1. Der er flere langs Highway 1, men i byer som Big Sur m.fl. er udvalget mindre og priserne højere.
Solvang foreslog jeg, da det er en anderledes by (dansk by) så den har nogle oplevelser bygget ind, men kan godt være den ligger for langt i fohold til en dag fra Monterey – specielt hvis i også skal på Hearst Castle, som jeg stærkt vil anbefale.
En kombination af overnatninger kunne også være Monterey og San Luis Obispo. Det skærer en times kørsel af, og så kunne i svinge forbi Solvang på vejen ned til LA.
Den mest seværdige del af Highway 1 ligger mellem Monterey og San Simeon, så i går ikke glip af meget ved at svinge lidt ind i landet derefter.
Tak for input!
Hej Rene (og evt. andre)
Vi sidder lige nu i Pismo Beach og kører lidt længere sydpå i morgen. Vi leder med lys og lygte efter et godt vinområde hvor man kan komme rundt og se markerne, produktionen, smage lidt på druerne og samtidig nyde en middag, og selvfølgelig bliver det nok en nødvendighed at kunne sove der 🙂 Paso Robles er vi forbi, så mest oplagt er nok Solvang og Santa Barbara. Kender du konkrete vingårde, hjemmeside etc. som tilbyder noget af det vi eftersøger?
Ps. Vores nu snart fem uger gamle road trip har været konge takket være mange af dine tips!
Pft.
Vh Søren Varisbøl
@ Søren
Santa Ynez er oplagt. Her kan du se hvad området har at byde på: http://www.visitsyv.com
Under What To DO er der Tours og Wine Tasting mm.
hej … super med alle billederne … vi skal til cali!! (: og jeg har virkelig set påmange sider men har er jeg blevet mest insperet så tak for det (: mvh
@ Freja
Tak for ros. Glad for at kunne være til inspiration.