Fejrede nytårsaften med 300.000 mennesker på The Strip, trængsel ved toiletterne, flødeskum med sprut, prædikanter og en fest på Brooklyn Bridge.
31. december, 2012
Gratis drinks på kasinoet
Efter en hel dag op og ned på The Strip på gåben , tog jeg en rolig eftermiddag på værelset med benene oppe. Eller, det var kun indtil jeg fandt nogle kuponer til gratis drinks.
Da de også var gyldige på søsterhotellet (Luxor), så benyttede jeg lejligheden til at kigge nærmere på det.
Transportbånd til dovne mennesker
Der er en walkway med rullebånd der forbinder de to hoteller (og Mandalay Bay), så du behøver ikke gå udenfor en dør i de kolde eller varme måneder. Eller slet ikke, som langt de fleste vælger.
Indretningen af et kasino
Den typiske indretning af et kasinohotel er: kasino i indgangsplan, blandet med barer, natklubber og lidt spisesteder. Ovenpå er hvor kasinoets shops ligger sammen med en food court (billig fastfood og ofte kæder vi kender fra DK eller rundt om i USA) og så flere restauranter.
Excalibur er ikke et posh hotel, og efter at have været rundt i Crystals Mall og Wynn shops tidligere, så blegnede Excalibur i forhold. Ingen Gucci eller Louis Vioutton butikker. Mere i skrammel og turisfælde afdelingen.
Flødeskum med sprut
Excalibur har et lille supermarked ovenpå hvor man kan købe det man lige står og mangler. Så hvis du en dag mangler flødeskum som er rørt op med alkohol, så ved du hvor det kan findes.
Første møde med en afspærret strip
Som aftenen skred frem, blev det tid til at se næremere på The Strip. Den var blevet lukket af for trafik tidligere på eftermiddagen og langsomt begyndte den at blive fyldt med mennesker og festlige aktiviteter.
Brooklyn Bridge Bash
Ved New York New York var der den første nytårsfest. Havde set forberedelserne tidligere på dagen og hvordan de stillede an på Brooklyn Bridge. Der var nogenlunde gang i den og de samlede sig flere og flere udenfor hegnet, for at føle stemningen og musikken.
Stor sikkerhedszone på The Strip
The Strip er en bred gade med masser af plads til mennesker når bilerne er væk. Men det var ikke hele bredden vi kunne få lov at boltre os på. 1/3 af hver retning og midterrabatten var inddraget til sikkerhedszone. Her stod politiet næsten skulder ved skulder, politi til hest patruljerede og der var endda sat et udkigstårn op. Politiet var venlig og jeg så flere der stillede op til foto. Der var også sørget godt for dem og flere steder havde nogle patruljebiler anrettet et kaffebord på taget.
Det virkede ikke som om politiet havde meget at lave denne aften. Jeg så enkelt der blev hjulpet ind i et salatfad, men det var kun fordi han var for stiv til at gå selv.
Regler og få toiletter
Reglerne ved de forskellige kasinoer, som jeg havde set tidligere blev håndhævet og gjorde sig gældende ved flere efterhånden som aftenen skred frem.
Der var ikke sat toiletter op til de 300.000 mennesker som indfandt sig på The Strip denne aften, så toiletbesøg blev lidt af en udfordring. Planet Hollywood havde stadig fri adgang da jeg nåede dertil, men uha der var mange mennesker som så snittet til at lave samme bio-break.
Fordi der var adgang hang jeg lidt ud i mængden og kom lidt ud af kulden (nærmede sig minusgrader).
Vandshow ved Bellagio
Planet Hollywood ligger tæt ved Bellagio, så jeg så et enkelt vandshow der, inden jeg begyndte at bevæge mig tilbage mod Excalbur.
You are all going to hell (I´m going to Texas)
I krydset ved Bellagio havde flere kristne prædikanter taget opstilling og de prædikede guds ord (eller deres fortolkning af det) og mente jo nærmest vi alle var på vej i helvede.
Super spot for fyrværkeri
Jeg havde fundet ud af, at pladsen foran New York New York var et godt sted at se det store fyrværkerishow. Så jeg gik tilbage til Excalibur, fik varmen, hentede mit store kamera (og strikvanter) og fik uden for megen mas, klemt mig frem, så jeg både kunne følge festen på Brooklyn Bridge og samtidig se fire af de steder der ville blive skudt af fra.
Folk var i god stemning, men jeg synes ikke alle var spritstive, og der var også mange børnefamilier.
Nedtælling til det store show
Ti i tolv lød der et brag over hovedet på os. Det var en nedtællingsraket, som blev gentaget fem minutter i.
Nytårsbrøl
De sidste tyve sekunder blev talt ned vha. En storskærm ved MGM og kl midnat lød der et brøl.
Med et gik fyrværkerishowet i gang og de fire steder jeg kunne se (fem når jeg var heldig) oplyste himmelen med en synkron farvelade i 8 minutter.
Tilbage til varmen
Temperaturen var nu under nul og med begrænset adgang til alkohol og toiletter udenfor, fortrak rigtig mange tilbage til deres hoteller, inklusiv mig.
Ikke årets store fest
Da jeg kom tilbage bed jeg mærke i en ting. Jeg havde forladt kasinoet og gået ud på The Strip ca. 23:15. Da sad der stadig mange og spillede og det skulle vise sig, at for en nytårsaften, så var jeg lige lovlig over-dressed med min skjorte.
Da jeg kom tilbage til kasionet ca. 00:30, så sad mange af de samme stadig ved slotmaskinerne og spillebordene. Ved ikke om der var et udkald kl tolv, men ellers er årsskiftet ikke noget som alle går lige meget op i. Med dansk tradition for, at det skal være den bedste fest på året (men sjældent er det) var det en speciel oplevelse at se alle de som blot sad og gamblede. Nærmest surrealistisk, men også en smule sørgeligt.
Festlig klædt
Jeg sluttede festen af i kasinoets barer og nød de få festklædte der var til at få øje på 😉
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com
2 Comments
Hej René,
Du skriver at casionerne oftest ligger i stueplan på hotellerne. Hvis man er afsted som familie, så kan børn/unge vel ikke undgå casino-afdelingen? Hvordan er reglerne med mht. til det?
Desuden, hvordan gør du når du er afsted? Vi planlægger en tur fra 19/12 til 3/1 med ankomst i OAK, og hjemrejse fra LAX. Vi havde tænkt os at booke første overnatning, og så tage den derfra, men hvad er dine erfaringer? Bliver det en dyr fornøjelse? Og er det overhovedet en mulighed henover jul og nytår?
Mvh. Mickey 🙂
@ Mickey
I kan ikke undgå casinoerne, men kan godt gå ind med børn til registreringen og rundt. De kan dog være strenge mht. hvis i stopper op mm. eller børnene løber rundt på egen hånd. Flere gør noget for børnefamilier og specielt Circus Circus er forberedt på børnefamilier (og i behøver ikke bo der for at nyde godt af det).
Jul/nytåe er generelt en dyr tid at rejse på, fordi alle amerikanerne selv rejser meget på det tidspunkt (hjem til familien mm.). Det betyder at overnatning den 24-26 og 31-1 kan være dyre. Men ikke umuligt. Jeg har selv været i Las Vegas til nytår, og 31. dec er dyr, men dagen før og efter er normal pris. Men priserne får et hak opad.
Jeg vil anbefale at booke først samt jul og nytår på forhånd. Afhængig af hvor i er imellem, så behøver i nok ikke bestille på forhånd.