Fik en lettere stresset mellemlanding i London, men turen til USA var som så mange andre. Blev dog opgraderet på flyet.
21. marts, 2013
Tidligt afsted til Houston pga. sne
Der var afgang 8:05 mod Houston, så skulle ikke super tidligt op men pga. sne holdt jeg mig på den sikre side og bestilte en taxa til 06:15.
Der var dog ingen problemer med at komme ud i lufthavnen så havde god tid til tjek ind.
Tjek ind og sikkerhedskontrol i København
Jeg rejste på en torsdag morgen og håbede det ville betyde få mennesker, men tværtimod. Der var godt proppet i T2 (skulle med British Airways).
Skyndte mig at finde en selvbetjeningskiosk så jeg kunne få det overstået uden at skulle stå alt for meget i kø.
Første gang jeg prøvede maskinen ville den i sidste ende ikke godkende det kreditkort jeg havde købt min billet med og oplyste mig jeg skulle tjekke ind manuelt.
Jeg kiggede på den lange kø (nej tak) og valgte at prøve igen. Nu sagde maskinen jeg var tjekket ind.
Med den info gik jeg hen til køen med bag drop, som kun havde et par stykker i sig. Uden boardingkort og bagagetag forklarede jeg situationen til servicemedarbejderen som lod mig blive i den kø (selvom jeg egentlig skulle have ventet i den lange kø) og kort efter var jeg tjekket ind.
I sikkerhedskontrollen var der også godt fyldt og der var 10 minutters ventetid.
Isvaks til flyet inden afgang
Pga. snevejret skulle flyet deices inden afgang.
Sad godt på vej til London
Jeg havde fået plads ved nødudgangen på turen til London Heathrow, så turen startede godt, men min mellemlanding var langt fra en afslappet oplevelse.
Forsinkelserne meldte sig
Vi kom for sent af sted fra København og da vi endelig landede i LHR, så skulle vi først taxi ind til gaten, som så ikke var fri. Så inden jeg kunne komme videre til næste fly var jeg en halvtime forsinket.
Skulle lande 9:15. Den var nu 9:45 og gaten til næste fly lukkede 10:05 (afgang 10:25).
Udfordrende transit i Heathrow
Det var British Airways hele vejen, så jeg skulle ikke skifte terminal i LHR. Men har prøvet transit i T5 før og det er ikke blot at gå til en anden gate.
Først er der paskontrollen. Her var der en lang kø, men da jeg allerede var godt forsinket, kom jeg foran. Det var det blot andre der også gjorde, men det hjalp lidt.
Næste stop var sikkerhedskontrollen. Her var der ikke megen hjælp i fast lane. Der var vildt mange børnefamilier med at hav af håndbagage, babymad og forældre som ikke havde læst på lektien inden deres første flyvetur, så de havde en masse med i bagagen som de ikke måtte og det åd en masse tid for mig.
Gate closing
Mens jeg stod i kø ved sikkerhedskontrollen blev klokken 10:05 og skærmen skiftede til Gate Closing. Der gik endnu 5 minutter inden jeg var gennem og skulle nu finde min gate: C63.
Jeg stod i den ene ende af A og eneste vej derud er med et transit tog. Det er længe siden jeg har løbet i en lufthavn, men gjorde det hen til toget – og det samme gjorde en masse andre.
Pulsen kom lidt ned i toget og der stod stadig Gate Closing på skærmen, så mon ikke den gik?
Det gjorde den. Og jeg var endda ikke den sidste til at boarde.
Opgraderet til bedre plads
Ved ikke hvorfor, men fik en god plads i en bedre klasse end jeg havde bestilt.
Pladsen var god, fodstøtten er super og sæderne kan lægges tilpas langt ned til at man kan sove lidt mere behageligt.
På trods at de gode sæder og det at man sad på en bedre klasse, så var servicen ikke speciel. Man fik en menu udleveret inden maden blev delt rundt, men er næsten sikker på det var magen til den der blev serveret i economy. Der gik lang tid efter take off inden de kom rundt med drikkevarer, Efter maden kom de stort set ikke rundt med nogen drikkevarer, så det måtte man selv hente.
På det ene toilet var der gjort lidt ekstra ud af det.
Jeg fik mig lidt søvn og var nogenlunde frisk da vi landede i Houston. Og alt i alt var turen ikke meget anderledes end alle de andre jeg har taget til USA.
Dobbelt så meget for lidt mere
Efter min opgradering med point hos SAS sidste år, kiggede jeg denne gang på priserne på pladser på de bedre klasser, så jeg ved at denne plads ville have kostet mig dobbelt så meget som jeg endte med at betale for billetten til Houston (11 noget i stedet for 5 noget).
Du sidder helt klart bedre på både denne og SAS´s tilsvarende, men det er ikke det dobbelte værd. Rigtig mange ender heller ikke med at betale det dobbelte, da det typisk er de pladser som der opgraderes til via point eller hvis de skal flytte rundt på nogle rejsende for at få tingene til at gå op.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com