I kø i immigration for at komme ind i USA, en overraskende Jeep Wrangler og en indkøbstur i Walmart. Min roadtrip rundt i Texas er officielt i gang.
21. marts, 2013
Fjerde gang i Houston
Det var fjerde gang jeg landede i Houston, så jeg kendte godt lufthavnen og turen ned til immigration. Der er et stykke, så du kan skynde dig lidt og komme foran nogle af de andre passagerer så du ikke ender sidst i køen.
Lang kø i immigration
Ved første øjekast så det godt ud. Der var ikke så lang en kø da vores fly nåede op til immigration, men der var kun 8 ud af 30 skranker åbne, så tingene ville komme til at tage tid.
Jeg endte med at bruge 50 minutter i immigration. 47 minutter i kø og tre minutter til et par hurtige spørgsmål, fingeraftryk fra fire fingre på højre hånd og et billede.
Gennem tolden
Derfra gik turen nedenunder til bagagebæltet og tolderne. Fordi det havde taget så lang tid at komme gennem immigration, så stod bagagen ved siden af bagagebæltet og det tog et par minutter at finde frem til bagagen. Så var der kun turen igennem tolden tilbage. Her skal de blot have det dokument du har udfyldt i flyet og fået et stempel på i immigration.
Shuttlebus til biludlejning
I Houston er alle lejebiler samlet i et Car Rental Center lidt væk fra lufthavnen. Der kører gratis shuttlebusser derud, så det er blot at gå udenfor og tage den næste.
Hente Jeep hos AVIS
Jeg skulle hente min bil hos AVIS. Jeg gjorde pas, kreditkort, kørekort og voucher klar og gik hen til skranken. Det tog kun et par minutter at få papirarbejdet på plads, men jeg havde bestilt en bestemt bil (Jeep Wrangler) og det tog lidt tid at finde frem til. Men efter små ti minutter havde de fundet den og jeg kunne skrive under.
Valgmuligheder
Fordi det var en bestemt bil, så kunne jeg ikke vælge, men de andre gange jeg har hentet bil i Houston, så har jeg frit kunne vælge bil i den klasse jeg havde bestilt. Det har ikke været hos AVIS (Dollar/Thrifty) men det så ud til, at det også var muligheden hos dem.
Jeep Wragler Unlimited Sport
Min bil, Jeep Wrangler, er meget speciel. Både i udseende og funktion og jeg havde frygtet den ikke gjorde sig så godt til en længere tur, men den har overrasket mig positivt. Der er lidt mere hjul og vindstøj end ellers i denne størrelse bil (tage og døre er ikke isoleret som i en almindelig bil) men alt i alt en lækker bil og de 285 heste kan mærkes.
Indkøb i Walmart
Første opgave for min sorte bjergbestiger var en tur i Walmart. Der skulle købes ind til de næste par dage og da jeg skal et godt stykke ud på landet, blev der købt lidt ekstra ind.
Dagen blev sluttet af med en lokal Shiner Bock og en snack.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com
5 Comments
Hej Rene
Det er med største velbehag at jeg næsten dagligt sluger en del af din fantastiske hjemmeside – skønt at se den “passion” du har for USA, jeg har det på nøjagtigt samme måde 🙂
Og til juni/juli står den på roadtrip med min 2 store børn.
Et enkelt spørgsmål poppede lige op da jeg så billedet fra bagagerummet på din Jeep Wrangler (lækker bil iøvrigt) – kan se at du har en køletaske, hvordan fungere det i praksis, er den til strøm eller kommer du is i den, eller ?? Hvad med madvarer kan du holde dem kolde nok eller er det kun til drikkevarer – er den billigste model god nok, når den nu bare skal “smides” væk når man rejser hjem igen.
@ Kurt
Tak for ros.
Jeg køber denne køletaske når jeg kommer herover: Coleman
Den fyldes så med med is. Kan købes i alle supermarkeder og på tankstationer. På hoteller og moteller er der også ismaskiner hvor man kan fylde den (dog ikke velset alle steder). På mange motelværelser er der køleskab, så der kan I køle mange ting ned på forhånd, så holder isen længere.
Jeg har haft den billiger udgave, som er lavet af flamingo. Den er fin, men du skal have god plads, da den er skrøbelig, og en spids taske kan prikke hul. Om denne størrelse er stor nok til jer, afhænger af hvor meget mad i skal have på køl. drikkevarer til 4 burde ikke være noget problem.
Her kan du læse lidt mere om køletasker.
Hej igen
Tusind tak for dit altid fyldestgørende svar 🙂
Der er nu skrevet 1 stk coleman køletaske på vores indkøbseddel til Walmart
Fortsat god ferie (som følges med stor interesse)
Det kan være en fordel med en køletaske med mulighed for at tømme for vand uden at skulle tømme for mad – det havde vi sidst og det var guld værd blot at kunne placere den over et afløb og åbne for hanen 🙂
ved ikke om den René henviser til har hane.
@ Heidi
Det har den ikke. Der skal du op i en større model.