Gennem ørkenen syd for Lake Havasu

Lake Havasu til San Diego bragte mig forbi Parker Dam, gennem ørkenen og øde jernbanespor. Jeg kom også forbi et hegn med sko og en grøn oase i ørkenen.

10. jan, 2013

Fem timer uden noget på programmet

Fra Lake Havasu gik turen ned til San Diego. Det er en tur på fem timers kørsel, uden meget at stoppe efter. Jeg fandt dog lidt på vejen.

Parker Dam ved Lake Havasu

Syd for Lake Havasu ligger årsagen til, at Colorado River på dette punkt er mere en sø end en flod. Det skyldes Parker Dam (dæmning).
Ikke et voldsomt bygningsværk og slet ikke sammenlignet med Hoover Dam, men nok til at holde på vandet og stadig med skilte der viser vej op til den, da det er en af de få ting at se i området.

Ørken, ingenting og togspor

Jeg kunne have valgt en rute hvor jeg ville tilbringe mest tid på interstates, men det gad jeg ikke. I stedet drejede jeg fra kort efter Parker Dam og kørte længere ud i ingenting.

På nogle meget lange og lige stræk, som fulgte et jernbane spor (eller så var det omvendt), genkendte jeg en tradition inde på den forhøjning som jernbanen kører på. Jeg stoppede for at gå op til sporet for at se nærmere.

Det er en strækning med meget lidt trafik på, så når først bilen var parkeret og motoren slukket, så var der helt stille derude og når du først går lidt væk fra vejen, kan du ikke længere høre motorens varme-knitren og efterhvæs fra AC.

På højen op til skinnerne var der brugt sten og andet til at skrive ord, typisk familienavne og hilsner, og jeg fandt nogle gamle jernbanesøm og skrev et lille DK med.

Efter at have nydt stilheden og intetheden lidt, kørte jeg viedere ned mod San Diego.

Hundredevis af sko ude i ørkenen

Kort efter passerede jeg noget besynderligt i vejkanten. Lignede først en masse affald, men kunne se det var ting hængt på et hegn.

Jeg stoppede op og kiggede nærmere. Det viste sig at være en masse sko, som var hængt op og uden at vide hvad det gik ud på eller anden information, tog jeg nogle billeder af det underlige scenarie.

Efterfølgende har jeg undersøgt og det viser sig at der før hen stod et Shoe Tree lige her – også kendt som Rice Road Shoe Tree.

Det var et træ, som forbipasserende hang sko op i. Træet var en attraktion før hen, men brændte ned (under mistænkelige omstændigheder) i 2003.
Siden da, har forbipasserende hængt sko i et hegn på samme sted.

Et fænomen der i øvrigt findes flere steder i USA, bl.a. på The Loneliest highway (Highway 50 i Nevada). Det led dog også en trist skæbne, da en valgte at fælde det en nat.

Jeg havde ikke nogen til overs i min bagage, så efterlod ikke nogen inden jeg fortsatte.

Stoppede ikke i Joshua Tree National Park

På min videre færd passerede jeg Joshua Tree National Park (dog uden at køre ind pga. tid og da landskabet ikke er meget anderledes indenfor end i det omkringliggende område – og der er masser af Joshua træer i området) og et museum for General Patton, som lå ved en interstate frakørsel sammen med en tankstation og fastfood kæde, herude i ingenting.

Palm Springs

Kort efter ankom jeg til Palm Springs. En frodig og grøn oase, som stod i skarp kontrast til de mange timer jeg havde kørt i ørkene i løbet af dagen.

Byen er et åndehul for beboerne i San Diego og Los Angeles, med masser af rekreative muligheder og ferieboliger (i den lidt højere prisklasse).

Byen lever op til sit navn, og du finder palmer stort set alle steder. De brede avenuer minder lidt om strækninger i Hollywood og Beverly Hills, men med en lidt mere small town feeling.
Og en gang i mellem skiller et bygning sig ud, som bl.a. denne 7-eleven, i et arkitektonisk forsøg på et eller andet.

Fra Palm Springs hoppede jeg på interstate og satte næsen mod San Diego og mit hotel ved vandet.