VLA – Very Large Array – er bl.a. med i filmen Contact og er blevet et nørdet stop på de fleste rum/space/astro og sci-fi roadtrips.
12. april, 2014
VLA er ikke for alle
VLA er en lidt mere nørdet oplevelse end de fleste nok vil køre efter. Den er dog et klassisk eksempel på, hvordan jeg finder flere af mine oplevelser på en roadtrip.
VLA står for Very Large Array og er verdens største radioteleskop. De enkelte parablor, store som de er, er i sig selv ikke de største, men der er 27 af dem, og placeret rigtigt, dækker de et areal med en radius på 45 km.
Det er så stort det er svært at forholde sig til, men når du står på Plains of San Agustin vest for byen Socorro og kan se fra den ene yderlighed til den anden, hjælper det på det.
Området er meget øde og ligger i to kilometers højde. Perfekte forhold for et radioteleskop og hvor en konstruktion som denne ikke skaber problemer i det daglige.
Research til de unikke oplevelser
Jeg er vild med området i det sydlige Texas og New Mexico. Perfekt til at komme lidt (langt) væk fra alting, så da jeg atter havde en tur planlagt til Texas, gik jeg i gang med research til nogle lidt anderledes oplevelser.
Fordi jeg har rejst så meget i USA og på et eller andet niveau er wired til at være opmærksom på finurlige ting i USA – ex. når jeg ser TV og film/serie – så kendte jeg godt til VLA, men havde ikke tænkt på at besøge det før nu.
VLA dukkede nok først op i min bevidsthed i filmen Contact, som blev optaget her. Flere andre film og tv-serier har brugt stedet som en del af fortællingen.
VLA er åbent for offentligheden
Det jeg fandt ud af, i min research var, at VLA er et regeringsområde, som er åbent for offentligheden. Du kan besøge stedet men det er sparsomt bemandet, så det er meget på egen hånd.
Der er et lille besøgscenter der har en masse info om stedet, en lille udstilling – hvor der bl.a. kører en film som fortæller meget fint om hvad det er du er kørt så langt for at se.
Self-guided tour ved VLA
Der er guidede ture den første lørdag i måneden, men ellers er der en self-guided walking tour.
Hvis du vil besøge VLA kan du finde mere info her.
Det havde blæst en del i White Sands National Monument om formiddagen da jeg var der, og var ikke blevet bedre herude i det åbne landskab, hvor besøgscenteret til tider var indhyllet i støv og sandstorme.
Den self-guidede tour giver et lidt mere detaljeret indblik i hvad det er man prøver på med det store radioteleskop og du kan komme ganske tæt på de teleskoper der er nærmest besøgscenteret.
VLA spredt ud i området
De 27 teleskoper i VLA har fire konfigurationer de kan stå i: A til D.
De stod i D da jeg var der, og er hvor de står længst fra hinanden.
Deres placering ændres over tid, og ved A står alle 27 teleskoper i VLA indenfor 600 meter af besøgscenteret, hvilket vil give en helt anden oplevelse end min.
Du kan følge med på deres hjemmeside hvordan de står.
De store teleskoper flyttes rundt i landskabet på store jernbanespor som skører sig gennem landskabet på dramatisk vis.
Min tur ud til VLA havde været lidt en omvej i forhold til min videre færd, så jeg kørte samme vej (80 km) tilbage som jeg var kommet fra.
Det var ved at være sidst på eftermiddagen og mit stop for natten var byen Truth or Consequences (det hedder den faktisk).
Green Chile Cheeseburge på The Owl Bar
Jeg valgte at spise på vej derned på det historisk spisested The Owl Bar & Café i San Antonio, New Mexico.
Stedet er kendt i hele USA for deres green Chile Cheeseburger, så den skulle selvfølgelig prøves.
New Mexico er kendt for deres chile og den grønner i særdeleshed og du kan få den i mange varianter og kombinationer på The Owl.
Stedet er også historisk i kraft af, at det var et af de eneste spisesteder tilgængeligt tilbage i 1945, for de videnskabsmænd der arbejdede på Manhattan Project (den første atombombe, som blev sprunget tæt ved) og notabiliteter som Oppenheimer m.fl menes at have været forbi på den tid.
Stedet er som en tidskapsel og har masser af roadtrip appeal og besøges af mange af samme årsag.
Byen med navn efter et radioprogram
After min Green Chile Cheeseburger gik turen ned til byen Truth or Consequences.
Byen hed tidligere Hot Springs for dens varme kilder, og er i dag en Spa destination.
Byen skiftede navn i 1950 lidt som en joke og for at få noget opmærksomhed.
Et populært radioprogram ville fejre sit 10 års jubilæum, og ville sende fra den by som skiftede navn til programmets navn: Truth or Consequences.
Det gjorde de, men valgte at beholde navnet og hedder det den dag i dag.
Jeg skulle ikke på Spa i byen, men ud og se USA’s nyeste Spaceport den efterfølgende dag.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com