Spaceport America er fremtidens lufthavn for rumfart og en tour giver et grundigt kig ind i hvad der ligger bag og hvad fremtiden bringer.
13. april, 2014
Spaceport America på min radar
Jeg kan ikke huske hvornår jeg først hørte om Spaceport America, men vidste det lige var mig. Så da jeg, lidt tilfældigt – hø-hø, kom på de kanter, planlagde jeg min rute omkring et besøg.
Spaceport America var tænkt som centrum for opsendelse af bemandede flyvninger ud i rummet, med bl.a. Virgin Galactic.
Spaceport America er et semi-privat foretagende og ikke en del af NASA og på en måde de første store konkrete tegn på, at rumfart er ved at ændre sig fra det mange kender med opsendelser af Rumfærgen mm.
Der er desværre ikke rigtig kommet gang i aktiviteterne endnu her i 2016. Mit besøg var i 2014.
Virgin Galactic mistede på tragisk vis et fly og besætning under en testflyvning i 2015, og er først nu ved at være tilbage hvor de var på det tidspunkt.
Besøg på Spaceport America
Et besøg på Spaceport America er lidt specielt.
Du kan ikke selv tage derud, men skal med en tour operator derud og det foregår inde fra byen Truth or Consequences.
I dag er der et decideret besøgscenter, med udstillinger og aktiviteter. Det var der ikke i 2014.
Turen skal bestilles på forhånd, og du skal afsætte 4 timer til den.
Fra Truth or Consequences køres du i bus sammen med gruppen, ud til Spaceport America.
Det er en tur på 45 minutter. Undervejs bliver du fortalt om området, projektet om at bygge en Spaceport og ikke mindst hvorfor stedet herude blev valgt.
En af de primære årsager er, at luftrummet i dette område i forvejen er lukket for kommercielle flyvninger pga. White Sands Test Range (missil tests) og Holloman Air Force Base.
Det er noget nær optimale forhold, når man tester raketter og flyvninger ud i rummet.
Private flyvninger fra Spaceport America
Virgin Galactic har allerede solgt en masse billetter til deres flyvninger og området var allerede i 2014 begyndt at forberede sig på dette med opgraderinger af overnatninger, restauranter og aktiviteter.
Det er velbeslåede personer som har råd til disse billetter, så byen forventede et boost. Det er desværre udeblevet, da aktiviteterne på Spaceport America er blevet forsinkede.
Har du købt en billet til en tur med Virgin Galactic, så inkluderer det mere end blot nogle timers flyvning. Du skal ud til Spaceport America og trænes i nogle dage, og da der ikke er hotelfaciliteter ude på selve stedet, håber byen Truth or Consequences at der falder lidt af.
Mange af de celebs der har købt billet rejser sjældent alene, så forventningen er at hver billet fylder meget mere end et hotel værelse.
Har du flere penge end du ved hvad du skal bruge til, så kan du også bo lidt privat på en ranch og så flyve ind/ud af Spaceport America med helikopter.
Der er foregået et stort opkøb af ranch jord i området og bl.a. mediemogulen Ted Turner har købt stort ind. Det menes at være for at kunne cater til celebs, som så kan bo ude på ranchene og flyves ind til Spaceport America fremfor at bo på hotel i byen.
Bemandet Spaceport America, men ikke aktiv
Spaceport America var ikke taget rigtig i brug da jeg var der, og som nævnt er Virgin Galactic ikke begyndt at flyve der fra endnu.
Så det var lidt en tom skal vi besøgte.
Der er dog bemanding på stedet – sikkerhed, brand og vedligehold, som mødte os ved indgangen.
Her var der et sikkerhedstjek (Husk billede ID) og tid til at tage lidt billeder af hovedbygningen på afstand.
Det er en særegen arkitektur der er valgt og helt bevidst. Man har prøvet at efterlade et meget lille visuelt mærke på landskabet. Hovedbygningen stikker lidt op, men er holdt i farver der blander ind samt materialer fra landskabet går igen på bygningen.
Når du nærmer dig området og kører rundt, vil guiden også fortælle mere om dette og udpege skjulte bygninger og installationer i området.
Vi blev fulgt rundt af på området af brand/sikkerhedsfolkene som viste vej i deres crazy off-road brandbil. Årsagen til de også har denne type biler i et ellers fladt og asfalteret landskab, som en flyveplads er, skyldes at de også fungerer som brandvæsen for lokalområdet. Og en gang imellem er den hurtigste rute ud til en brand, over stok og sten.
Første stop var brandstationen på Spaceport America, som også fungere som administration og kontroltårn. Bygningens specielle form er igen for at skjule den i landskabet og holde temperaturen nede.
Som det ses på billederne, så er alt mere eller mindre på plads, så man gik og ventede på der skulle komme i gang med flyvningerne. Desværre er brugen af Spaceport blevet udskudt gang på gang.
Start- og landingsbanerne ved Spaceport America
Fordi er endnu ikke var flyvninger fra stedet, fik vi lov at komme ud på start og landingsbanerne. Det er ikke sikkert det ville være en fast del af rundturen på Spaceport America i fremtiden når den først kommer i brug.
Vi måtte ikke komme helt hen til hovedbygningen og kigge ind. Den tilhører primært Virgin Galactic og er den hangar hvor deres fly vil være. Derfor vil de helst ikke have nysgerrige gæster for tæt på.
Selvom Virgin Galactic ikke var kommet i gang endnu på Spaceport America, så var der lidt aktivitet derude. SpaceX, som ejes af Elon Musk (som også ejer Tesla), havde en lille outpost ved Spaceport America.
Turen tilbage til byen fra Spaceport America er på 45 minutter. Undervejs gjorde vi et lille stop ved Elephant Butte Dam, som har opdæmmet floden Rio Grand og skabt Elepahnt Butte Lake.
Rio Grande flyder herfra sydpå til den Mexicanske grænse og mod øst og udgør grænsen mellem USA og Mexico.
Praktisk info om besøg på Spaceport America
Hvis du vil besøge Spaceport America, skal du bestille billet på forhånd via deres hjemmeside.
En tour koster (22. August, 2016) 45 dollars for voksne, 30 dollars for børn (under 18 år).
Du skal regne med 4 timer til touren, som starter ved Spaceport America besøgscenteret i byen Truth or Consequences, New Mexico.