Boquillas del Carmen, Mexico – grænseovergang i Big Bend

En sikker tur til Mexico, med krydsning af grænsen i robåd og lokal guide. Boquillas er en rustik oplevelse med langt til nærmeste by og kun få turister.

17. april, 2014

Grænsen til Mexico i Texas

Big Bend National Park grænser op til Mexico og grænsen følger floden Rio Grande langs hele Texas’ sydlige del.

Der er flere grænseovergange med El Paso i vest til Brownsville i øst, ude ved den Mexicanske golf.

Jeg rejste første gang i Big Bend området i 2010 og en tur til Mexico har været på listen siden da.

Desværre er mange af grænseovergangene på disse kanter ikke sikre at benytte som turist til fods (du må ikke tage din lejebil med til Mexico).
Når jeg forhørte mig hos de lokale, frarådede mange at man gik til Mexico, og mange var selv stoppet med at tage derover efter stigningen i kriminaliteten.

Frem til 2002 havde der i mange år været mulighed for at krydse grænsen til Mexico inde i Big Bend National Park.

Den blev lukket i efterveerne fra angrebet på USA i 2001 og mængden af CBP (Custom and Border Patrol) blev kraftigt øget i området.

Den lille General Store, som ligger i Big Bend National Park ved campingpladsen, oplevede en kraftig nedgang i omsætning da grænsen lukkede. Det var nemlig den nærmeste butik for folk i Boquillas, den lille (og eneste) mexicanske by i miles omkreds.

Genåbning af grænsen til Mexico i Big Bend

I 2013 åbnede grænseovergangen igen, så da jeg skulle til området i 2014 var et besøg i Mexico højt på listen over to-do’s.

Jeg tjekkede ud fra LTM Ranch (ikke nogen at tjekke ud til, men gjorde hvad der stod i lejepapirerne mht. oprydning og affald, og forlod stedet.

Jeg havde en tur på knap to timer ned til big Bend national Park og videre ind til den del af Big Bend hvor grænseovergangen til Boquillas ligger.

Grænseovergangen ved Boquillas kan du kun krydse til fods, så du parkerer ved det lille Ranger kontor / Immigration kontor.

Krydse floden til Mexico

Herfra er det en kort gåtur ned til floden hvor du kan krydse over til Mexico.

Du kan gøre det på egen hånd og krydse floden ved egen hjælp, men det frarådes pga. sikkerheden i en flod der kan være kraftig og dyb.

Det anbefales at tage den officielle ”færge” på tværs som er en af de lokale i en robåd.
Det kostede fem dollars for en returbillet.

Så snart du kommer i land i Mexico, kommer tilbuddene på stribe.

Du kan gå op til byen selv. Du kan få et lift på ladet af en pickup eller du kan ride på æsel/hest op til byen.

Ind og udrejse i Mexico

Jeg valgte at gå selv og uden egentlig at bede om det, fik jeg en guide også.

Det første han viste mig, var hvor jeg skulle registreres af myndighederne. Du skal igennem immigration når du besøger Mexico og i Boquillas foregik det i en trailer i en lille indhegning.

Du skal ikke bruge specielle dokumenter for at besøge Mexico, blot dit pas.
Du får så et dokument i dit pas, som du skal afleverer igen når du forlader byen.

Rustik, isoleret lille mexicansk landsby

Boquillas er en lille by med ca. 200 mennesker (60 familier).

Min guide viste mig rundt til byens skole, kirke mm.

Byen lever af turisme og årene fra 2002 til 2013 var hårde. Specielt i starten, da CBP var strenge i håndhævelsen. Indbyggernes bedste indkøbsmulighed er i General Store i Big Bend National Park. Nærmeste by i Mexico ligger knap 5 timers kørsel syd for Boquillas.

I de senere år har CBP ikke været så strenge. Det er ikke en officiel holdning, men jeg hørte fra guides på tidligere ture, hvordan forholde i området er. Der har i mange år været et grænseløst forhold i området hvor man ikke gik så meget op i hvem der boede hvor og hvor grænsen gik.

I Lajitas kunne man blive trukket over på den Mexicanske side hvis man ville prøve et autentisk mexicansk køkken, mens man boede på Lajitas Resort.

Børn fra Mexico kom over til USA om morgenen for at gå i skole på amerikansk side.
Hernede var man ligeglad med om børnene var amerikanske. Alle der dukkede op i skolen blev undervist.

På en kanotur på Rio Grande på en tidligere tur, så jeg også hvordan grænsen (floden) blev krydset til hest, for at komme til USA for at shoppe.

Officielt var alt dette forbudt, men i mange tilfælde så man den anden vej. Det skyldes at området er meget øde. Det er ikke optimalt for hverken flygtninge eller smugling af narkotika, så den grænseaktivitet der er hernede er lokale der får hverdagen til at hænge sammen bedst muligt.

Ægte mexicansk mad

Min guide introducerede mig også til hans familie som, ganske som alle andre familier i byen, lavede souvenirs som var deres primære indtægtskilde.

Der er strikse regler for hvad du må tage med tilbage til USA, bla. ingen mad, drikke, spiritus, tobak, planter eller ting fra dyr.

Det betyder udvalget af souvenirs er begrænset til brugskunst og andet krims-krams så du ikke bryder nogle regler.

Efter min guide havde vist mig rundt i byen, aftalte vi lidt alene tid til mig, hvor jeg satte mig på Jose Falcon’s Restaurant og tog chancen med noget lokalt mad.

Jeg bestilte tacos som smagte fint og ikke havde nogen bi-virkninger. Colaen var mexicnask, forstået således, at den er fremstillet med rørsukker frem for HFC (High Fructose Syrup lavet af majs). Faktisk er mexicanske colaer så populære, at du kan finde dem i flere amerikanske supermarkeder.

Min guide kom tilbage lidt senere, men blev enig med ham om, at jeg ikke behøvede ham mere og betalte ham for hans tid. Der er ikke nogen prisliste eller timepris, så det er mere hvad du føler det er værd.

Jeg gav ham 20 dollars.

Turen tilbage til USA

Inden jeg forlod Boquillas, var jeg forbi immigrationkontoret igen og afleverer mit dokument.

Jeg gik turen tilbage til floden og tog båden tilbage til USA.

Når du ankommer til USA, skal du igennem immigration.

Denne grænseoveergang i Big Bend National Park er lidt speciel, da der ikke er permanent CBP bemanding.

Der er en Park Ranger i åbningstiden (du kan kun krydse grænsen fra 8 morgen til 18 aften) men en Park Ranger kan ikke gennemføre immigration.

Så immigration foregår remote.

Du sætter dig ved en kisok med web-cam og ringer op til immigration ved en af de større grænse overgange. Her tjekker de så dine papirer og stiller måske et par spørgsmål og du får så tilladelse til at fortsætte ind i USA.

Boquillas er en sjov lille mexicansk oplevelse. Hele processen med at krydse grænsen og den afsides lokation gør det til en anderledes oplevelse at krydse grænsen og opleve Mexico.

Som med alle byer langs den amerikansk/mexicansk grænse, så vil oplevelsen være turistet og ikke en repræsentation af, hvad Mexico har at byde på.
Men modsat mange af de andre grænseovergange, er Boquillas et sikkert sted at krydse over som turist, så værd at tage med hvis din roadtrip bringer dig til området.

Hjælp med at hjælpe andre og mere info om roadtrips

Hvis du kunne bruge denne rejsebeskrivelse så giv den gerne en stjerne (eller fem) og del den med andre der kunne have gavn af at læse den.

Nedenfor er der også fire forslag til andre rejsebeskrivelser eller artikler om samme område eller emne som du måske kunne være interesseret i.

Andre roadtrip oplevelser:

Frokost i Chloride Ghost Town

Chloride blev et skævt afbræk på en lang dag på vejen. Chloride er ikke forladt, men beboes kun af få i dag. Havde 5000 indbyggere i sin storhedstid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada