Prøvetime som pilot ved Calgary

Målet var ikke at blive pilot, men at se tingene lidt fra oven. Og så er en prøvetime i fly på en roadtrip nu krydset af listen.

18 sep, 2014

Ud at flyve i Canada

Dette er ikke en speciel amerikansk/canadisk oplevelse, men qua at flyvning blandt private er mere udbredt på disse kanter pga de store afstande (og billigere certificeringer og ikke mindst fly) så var det oplagt at prøve.

Jeg har ikke ambitioner om at forfølge et certifikat til at flyve en maskine i ny og næ, men har længe haft det på listen over noget jeg vil krydse af på en roadtrip. Det samme gælder et faldskærmsudspring (kommer nok en dag).

Jeg havde fundet en lille lufthavn uden for Calgary med mulighed for at komme op i et mindre fly og overtage styringen samt lære lidt om meget af det der indgår i at flyve rundt i sit eget fly.

Som med så mange andre af mine oplevelser, så får jeg idéer og googler så efter det.
At finde en lufthavn med prøvetime i et fly er ikke svært i USA og Canada, og jeg gik med den lufthavn der passede ind i mit program.

Registrering og ground check

Jeg bestilte og betalte online og mødte op i lufthavnen.
En lille lufthavn med en masse privatfly (de fleste et og to motorers propelfly men også nogle jet imellem).

Jeg blev registreret og udfyldte nogle papirer. Ikke mindst den sædvanlige om at uheld, skader (og evt. død) var på eget ansvar. Ikke meget anderledes fra de ATV og jetski ture jeg har været på.

Da det var min tur kom en instruktør og hentede mig og fulgte mig ud til hans fly.

Her gennemgik vi en normal procedure af alle de ting du tjekker udenpå flyet, før du kan sætte dig ind for at flyve.
Han var god til at fortælle om alle tingene og ikke blot sige at x, y eller z så fint ud.

Inde i cockpittet (lidt overdrevet at kalde det for det, når det er en så lille maskine) gennemgik han de vigtigste instrumenter og pluggede mig ind i flyet radioanlæg.

Taxi og take-off

Så var det tid til at taxi ud til startbanen og han startede flyet.

Det første stykke af køreturen ud til startbanen var han i kontrol, men lod mig prøve nogle sving på vejen.
Her lærte jeg at den del foregår med fødderne, så jeg sad med hænderne i skødet og styrede flyet ud til start.

Take-off stod han for.

Udover at det foregik i en meget mindre maskine end jeg ellers har prøvet at flyve i, så var oplevelsen lidt den samme.
Acceleration og derefter take-off.
Dog ikke så stejlt i starten som et stort passagerfly.

Da vi var kommet en kilometers penge op og var styret ud mod et område hvor primært privatfly af denne størrelse fløj, var det tid til jeg overtog.

Han bad mig holde øje med et par instrumenter og forklarede hvordan retning og højde fungerede med henholdsvis pedaler og styrepinden.

Min tur til at flyve

Herefter slap han og flyet var nu i min kontrol.
Han bad mig skifte retning og højde for at sikre sig jeg havde forstået.
Det gik uden problemer og så var han tilfreds.
Nærmest som refleks begyndte han med small talk og spurgte ind til Danmark mm.

Jeg havde lige fået styretøjet til et fly, så svarede ikke så hurtigt som ellers, da jeg skulle holde øje med to instrumenter som fortalte mig om jeg holdt mig hvor jeg skulle. Ikke stresset, men skulle lige vænne mig til det.

Ind imellem vores snak om Danmark mm. udpegede han ting i horisonten og på jorden.

Vi kunne se The Canadian Rockies et stykke væk og under os strakte et grønt kuperet landskab sig til horisonten med få veje på kryds og tværs.

Legeplads for de rige og kendte

I vores snak lærte jeg, at den lille lufthavn blev benyttet af flere kendte og rige som har ferieboliger i området eller kommer op for at stå på ski om vinteren eller fiske om sommeren mm.
Bl.a Angelina Jolie, som selv har certifikat og et fly stående hun bruger når hun besøger.

Min instruktør udpegede også et nybyggeri af et kæmpe mansion som så ud til at få 9 garager. Han vidste ikke hvem der stod bag, men det så ikke billigt ud.

Ind mellem de forskellige emner vi snakkede om, tilføjede han et ny retning eller højde jeg skulle justerer flyet til.

Landing

Efter en god halv time i luften, havde han linet mig op til lufthavnen og et par kilometer ude tog han over og lagde an til landing.

Da de to styrepinden og pedaler er forbundet, sad jeg med hænderne i skødet på første række og oplevede hvordan en landing foregår.
Der blev drejet, trykket og justeret på flere knapper og snakket over radioen en gang imellem.

Langsomt kom landingsbanen nærmere og vi landede fløjlsblødt og taxiede af banen mod holdepladsen tæt ved hvor vi startede.

Prisen for turen inkluderede en ekstra passager, som sidder på bagsædet og bl.a kan tage billeder mens du koncentrere dig om at flyve.

Andre roadtrip oplevelser:

Oplevelser i Calgary, Alberta

Calgary var vært for vinter OL i 1988 og mange forbinder ikke byen med andet. Der er dog en masse oplevelser rundt om i Calgary som fortjener et stop på en roadtrip.

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada