Mount Rushmore er mere end ansigterne af fire amerikanske præsidenter. Tag en audio tour og dyk ned i historien og detaljerne bag det ikoniske memorial.
22 sep, 2014
Mount Rushmore i South Dakota
Den største attraktion i South Dakota er Mount Rushmore National Memorial. Den havde 2,4 mio besøgende i 2016.
De udhuggede ansigter på klippevæggen er den primære ting man kommer for at se, men snyd ikke dig selv for at dykke ned i historien om hele forløbet.
Du kan vælge at opleve stedet på lidt forskellig vis.
Hvis du ikke vil betale indgang eller bruge særlig lang tid i området, så er det muligt at se gratis. Det vender jeg tilbage til.
For rigtig at opleve Mount Rushmore skal du ud og gå lidt. Det er ikke en hård vandretur, men der er lidt trapper.
Har du ikke mod på det, så kan du se hele bjergsiden med ansigterne oppe fra besøgscenteret og har du en god zoom eller kikkert, kan du også komme tæt på.
Audio Tour ved Mount Rushmore
Jeg vil dels anbefale at afsætte tid til at gå turen rundt, men også tilkøbe en audio tour.
Audio turen har indlagt en masse stop på stien rundt i området, som giver en masse info om stedets historie og ikke mindst skabelsen af ansigterne på Mount Rushmore.
De fire amerikanske præsidenter på Mount Rushmore er George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt.
Jeg vil ikke opremse hele stedets historie her, men Mount Rushmore National Memorial gemmer på nogle mørke kapitler, som lidt bliver overset af mange.
Det drejer sig bl.a. om, at den amerikanske regering ignorerede bjergets betydning for de indfødte Lakota indianer, billedhuggeren bag (som iøvrigt har danske aner) var en del af Kul Klux Klan og så selvfølgelig penge. Dem løb de tør for, og Mount Rushmore nåede aldrig de visioner der var for skulpturen.
Fire præsidenter og Sculptor’s Studio
Når du går turen rundt i parken, kan du se de fire præsidenter fra flere forskellige vinkler. Når du kommer tættere på, kan du også se flere detaljer og audio turen udpeger mange ting du ikke ellers ville være opmærksom på.
På turen rundt ved Mount Rushmore kommer du ned til Sculptor’s Studio. Her er det muligt at se hvordan arbejdet på bjerget foregik, værktøjet der blev brugt og ikke mindst se det arbejde der lå i planlægning, modeller mm. En gipsfigur viser, at man havde planer for andet end kun ansigterne, men det blev ikke til noget.
Når du har været ved Sculptor’s Studio og tager et næremere kig på ansigterne, så er der pludselig mange detaljer der giver mere mening.
Mere info om Mount Rushmore National Memorial
Her kan du finde mere information om dit besøg ved Mount Rushmore.
Oplev Mount Rushmore gratis
Som nævnt, kan du se ansigterne på Mount Rushmore uden at betale eller besøge Mount Rushmore National Memorial. Det gør du fra de nærliggende bakker og bjergveje der snor sig gennem Black Hills National Forest.
Needles Highway
Needles Highway er en populær strækning i området. I forbindelse med den ligger Iron Mountain Road og det er fra den du har kig til de amerikanske præsidenters ansigter på Mount Rushmore. Det kræver dog en god zoom eller kikkert.
Needles Highway er en snørklet vej som specielt er kendt for dens snævre tunneller. Du kan ikke køre ruten med de største autocampere, men ellers bør det være fint i de fleste biler.
Jeg kørte Iron Mountain Road på denne tur, hvor det ved en tunnel er muligt at se igennem til Mount Rushmore.
Ved et af de overlooks der er på ruten, har du et uforstyrret kig til Mount Rushmore.
Overnatning og burger i Rapid City, SD
Rapid City var den første større by siden Calgary på denne roadtrip og turen ind til hotellet havde de klassiske strækninger med fast food, moteller og blandet business.
Vi boede i downtown Rapid City et par dage, hvor Badlands skulle udforskes.
Dagen blev afsluttet med en Mac’n’cheese burger.