Atlantic City boardwalk og strand, New Jersey

Atlantic City er ikke som Las Vegas og kan ikke sammenlignes. Byen har dog noget Las Vegas ikke kan konkurrere med: En boardwalk og en strand.

3. sep, 2015

Turen til Atlantic City

Vi forlod New York City ved frokosttid og satte kursen mod Atlantic City i New Jersey.

Turen startede i Queens, hvor vi havde været på en walking tour.

Det tog lidt længere tid at komme væk fra New York end forventet. Belt Parkway var proppet og der var vejarbejde på Verrazano-Narrows Bridge, der forbinder Brooklyn med Staten Island. Først et godt stykke efter Staten Island i New Jersey åbnede trafikken op. Herfra var det sydpå ad I-295 til Philly og ud til kysten.

Egentlig ville jeg have kørt ad Garden State Parkway, men tiden løb fra os pga. trafikken.

Trump’s Taj Mahal

I Atlantic City havde jeg booket en overnatning på et af de kasinohoteller der ligger i første række ud til den berømte boardwalk.
Da det kun var for en nat, og vi ikke skulle bruge hotellets faciliteter (kasino, pool mm.), havde jeg blot booket det billigste på boardwalken.

Det var Trump’s Taj Mahal der var billigst. I september 2015 var Trump blot en forretningsmand med drømme om præsidentembedet.
I dag (2018) er Taj Mahal gået konkurs og Trump er godt i gang med at styre et land politisk ud over kanten.
Taj Mahal hedder i dag Hard Rock Hotel & Casino Atlantic City og åbnede i juni 2018 efter en total renovering.

Atlantic City er ikke Las Vegas

Atlantic City kan ikke rigtig sammenlignes med Las Vegas. Der er en håndfuld kasinohoteller samlet, men slet ikke i nærheden af hvad du oplever i Las Vegas. Ikke engang tæt på.

Men Atlantic City har noget Las Vegas ikke har: en boradwalk og en strand.

Atlantic City ligger i vandkanten ud til Atlanterhavet og det tilføjer muligheder for oplevelser du ikke har i Las Vegas.
En af de primære fordele ved Atlantic City vs. Las Vegas er, at den er mere børnevenlig.

Atlantic City Boardwalk

Kasinoerne er meget lig Las Vegas med de samme regler for personer under 21 år, men boardwalken har alskens muligheder for børn. For ikke at snakke om en dag ved stranden.

Langs boardwalk i Atlantic City ligger en række moler (piers) med forskellig underholdning og shopping.
Steel Pier er et lille tivoli. Central Pier har en spille arcade og en go-kart bane. Playground Pier har fokus på shopping.

Ved solnedgang var det tid til at finde noget middag. Valget faldt på Gordon Ramseys Pub & Grill på Caesars Atlantic City.

Bally’s Beach Bar i Atlantic City

På trods af, at Labor Day weekend var lige om hjørnet, var der forbavsende få mennesker på hotellerne og boardwalken. Ikke at der skal lyde klager herfra, da der er mere tid til oplevelsen i ro og mag. Men nogle gange kan noget virke bedre med flere mennesker og uden så mange mennesker kan Atlantic City godt virke lidt som en flad oplevelse.

Ved kasinohotellet Bally kunne vi høre live musik. Ikke inde fra hotellet, men ude fra stranden. En lille sandklit dækkede for havd det var, men vi fulgte en lille sti ud mod vandet og fandt frem til Bally’s Beach Bar.

Her fandt vi en plads, fik fat på en kold (og billig, sammenlignet med Las Vegas) øl og lyttede til noget live musik.

Andre roadtrip oplevelser:

Billig billeje i New York

Billeje i New York er en del dyrere end i resten af USA, så vent med at leje din bil til du skal bruge den, eller overvej at leje i en anden by.

Hershey Chocolate World

Byen Hershey lever højt på, at være hjemsted for USA’s nok mest kendte chokolade brand: Hershey. Det er blevet til både en forlystelsespark og et “lækkert” besøgscenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada