Brewery tour i Charlotte

Jeg oplevede Charlotte, NC på kryds og tværs, godt hjulpet på vej af min lokale guide, en øl-blogger, der tog mig på brewery tour.

14. sep, 2016

En amerikansk øl-blogger

Efter tre nætter i Charleston kørte jeg mod nord og Charlotte i North Carolina.

Jeg havde en aftale med en amerikansk blogger, Bryan Richards som bl.a. fokuserer på breweries / bryggerier.

Ikke de store industrielle som Budweiser og Coors, men mikro-bryg og breweries der laver craft beer..
Ikke så meget om alle detaljerne i øllet, men mere helhedsoplevelsen med stedet, øllet og deres mad.

Jeg skulle dog se lidt mere af Charlotte end bare øl, så vi startede med en frokost på et lille hole-in-the-wall sted, Brooks Sandwich House.

Brooks Sandwich House fra Diners, Drive-ins & Dives

Et lille anonymt rødt hus i et område som ikke just lægger op til madsteder. Her var gang i en masse nye ting, bl.a. en udvidelse af Charlotte’s light rail, og så istandsættes en masse fabrikker i området der blev lavet om til bolig/erhverv.

Brooks Sandwich House har ligget her i mere end 40 år og serverer simple ting, men godt. Deres burger og chili er hvad de er kendt for, så det skulle prøves.

Der er ingen comfort eller andet forbundet med stedet. De har kun åbent morgen og frokost, så de fleste kunder er arbejdere eller folk på vej fra a til b.

Der er ikke siddepladser. Når vejret er godt, kan du stå og spise under et halvtag. Når det er skidt, kan du spise i din bil.

Jeg kendte ikke til stedet på forhånd, men har efterfølgende set det i programmet Diners, Drive-Ins & Dives, hvor den energiske Guy Fieri rejser land og rige rundt og besøger de små lokale mad steder.

NoDa – North Davidson, Charlotte, NC

Efter vores frokost, kiggede vi nærmere på området.
Området hedder NoDa (North Davidson) og er et up-and-coming område.
For ikke mange år siden kunne du købe et hus i området til 20.000 dollars. Nu koster de 100.000 – 150.000.
Gamle lokaler er overtaget af gallerier, restauranter og butikker.

Stedet har en tæt forbindelse til musik og nye bands, som starter i de to små spille steder der er i NoDa og, hvis de er gode nok, tager den videre til de større venues i Charlotte.

Stedet kan virke lidt dødt en eftermiddag, men med kun en kort Uber tur fra downtown elller de mange beboelseskvarterer i udkanten af Charlotte, er det et yndet gå-ud-og-spise-sted, så det summer noget mere om aftenen.

Charlotte, NC – den royale sydstatsby

Inden vi tog hul på diverse breweries, svingede vi forbi downtown Charlotte.
Eller rettetere Uptown, for det kalder folk ”downtown” i Charlotte.
Charlotte kaldes også The Queen City og en krone pryder flere skilte i byen. Det skyldes forbindelsen til Queen Charlotte, den engelske dronning i 1761.

En klassiske bymidte med højhuse og et financial district.
Byen har ok offentlige transportmuligheder, men primært hvis du bor og arbejder i byen. Som turist ville du komme rundt på andre måder (gå eller egen bil) da downtown ikke er så stor.
Af store turistting, så har Charlotte bl.a. NASCAR Hall of Fame og så er Charlotte hjemby for Carolina Panthers NFL hold og Charlotte Hornets (NBA).

Brewery tour i Charlotte

Ud på eftermiddagen startede vi vores tour rundt på de lokale breweries i Charlotte / NoDa.
Breweries er mere café, restaurant og værested mere end det er en bar. De lukker også tidligt, så er ikke et gå-i-byen-sted.

Vi nåede tre på vores tur rundt.
Kendetegnende for dem alle var, at de havde overtaget gamle bygninger og indrettet sig lidt ”hipster chickt”.
Industrielt look og fritlagte mursten er et klassisk USA kendetegn.

Det første sted var NoDa Brewing. Her havde de en lækker terrasse med spil og aktiviteter for hele familien, og undervejs på turen mødte vi flere børnefamilier.

Vi havde selv, i kraft af min vært og hans kone, en elleve måneder gammel dreng med.

Andet besøg var på Wodden Robot Brewery.

Kombucha på Lenny Boy Brewing

Lenny Boy Brewing Co. var dagens sidste stop og hvor der skulle være surprise fødselsdags komsammen for Bryans kone.

Her lavede de også Kombucha, så i min Flight (den taster tray jeg bestilte) lod jeg lidt forskellige Kombucha finde vej også.

Både hos NoDa og senere hos Lenny Boy, så vi et tiltag på madsiden som er super, nemlig food trucks.
Flere af Charlotte’s Breweries har plads til og tænkt en food truck ind i konceptet.

De har måske et par bar snacks selv på menuen, men på denne måde har de et varieret kort, afhængig af den truck der holder, og så slipper man for at bruge lokaler til køkken og hyre personale mm.

Breweries er ikke et lokalt fænomen i Charlotte, NC.
Breweries som disse findes rundt om i hele USA og har flere steder genoplivet døde områder i slidte byer.
Nogle byer som bl.a. Asheville, NC, Bend, OR, Austin, TX, Seattle, WA er kendte for netop det og tiltrækker mange øl-turister hvert år.

Bryggeri og øl-ordbog

Taste (smagsprøve)
Hos de fleste breweries kan du smage en lille mundfuld inden du beslutter dig for at købe en fuld størrelse øl. Det kan være du gratis får lov at smage en mundfuld fra en eller to øl, inden du vælger den du gerne vil have et helt glas af.

Flight
Hvis du ikke kan vælge mellem de mange muligheder, kan du købe en Flight. Det er x antal mini fadøl hvor du kan vælge - eller få hjælp til - at sammensætte flere af de varianter bryggeriet har i hanerne.

Pitcher
Hvis er en gruppe på bar og ikke gider rende i baren i tide og utide, kan i bestille en Pitcher. Det er en kande med øl. Ofte vil man ikke købe en Pitcher med craft beer, men lager/pilsner typer.

Growler
Mange breweries har også salg af øl ud af huset. Det kan være dåser af eget bryg men det kan også være en Growler. En Growler er en stor flaske på knap 2 liter. Du kan købe en på bryggeriet og tage med hjem. Eller du kan medbringe din egen og få den fyldt op med din yndlingsøl og tage med hjem.

Crowler
Nogle breweries har mulighed for at tappe deres øl på dåse. En øldåse hedder en can på engelsk - can of beer. Køber du en dåse med fra bryggeriet, hedder det en Crowler (samme som Growler, men med C som i can). Nogle steder kan de gøre det på bestilling, mens du venter. Andre steder har de måske ikke alle deres øl på dåse.

Squealers
Du kan også støde på en mindre udgave af en Growler som hedder en Squealer. Den har plads til knap en liter øl.

Bomber
En bomber er en flaske større end de normale 33 cl. Ofter på lidt mere end end halv liter. Modsat en Growler, kan du ikke få den fyldt med valgfrie øl eller genbruge den.

Se indlæggets rute

Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.

Drikkepenge i USA

Drikkepenge er en del af kulturen i USA. Du vil opleve en forventning om drikkepenge mage steder på din roadtrip. Nogle steder er du måske klar over det, mens andre steder kan være nyt for dig. Størrelsen på forventede drikkepengene varierer og skifter mellem % og faste beløb fra ydelse til ydelse. Følg linket og læs mere om drikkepenge og ikke mindst hvor meget.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Corvette museum i Kentucky

Biler og roadtrips hænger sammen og ruten denne sommer gik lige forbi Corvette Museet (og fabrikken) i Bowling Green, Kentucky.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada