Lower East Side er fyldt med detaljer og klassiske must-see når du er i New York. Jeg sluttede dagen med et show på Gotham Comedy Club.
20. sep, 2016
Lower East Side – LES
Efter Staten Island, Wall Street og PATH tog jeg nogle stop nord på med subway til Lower East Side (LES) og East Village.
De flestes fokus på Manhattan, specielt på deres første besøg, er Little Italy og SoHo, som ligger vest for LES og Chinatown, syd for LES.
Området er præget af lavt byggeri, nogle brede boulevarder og små sidegader som gemmer på en masse oplevelser.
Jeg var også i området i 2015, hvor jeg besøgte Katz’s Delicatessen men det var om aftenen, så nu var jeg tilbage i dagslys og havde udset mig et par stop.
Old School slikbutik
Et af dem var Economy Candy. En slikbutik som har glædet store som små siden 1937.
Butikken er som navnet lover, nærmest lagersalg af slik og butikken er proppet fra gulv til loft med alt det du kender, men også en masse brands som du kun finder i mindre slikbutikker og den ældre generation husker fra deres barndom.
New Yorker arkitektur
Hvor områderne på Manhattan med de høje skyskrabere i mange tilfælde mangler lidt charme og ikke mindst detaljer, så er hele området fra SoHo i vest til East Village i øst, med dets lavere bebyggelse, en fryd for øjet.
Nyt skyder op blandt det gamle og detaljer som brandtrapper og vandtårne (som er nogle af de ikoniske New Yorker ting) kommer til syne når du træder et par skridt ud på fortovet/vejen.
Derude kan du også bedre se facaderne som kommer i alle afskygninger.
Russ & Daughters – en New Yorker institution
Mit næste stop rundt i Lower East Side, var Russ & Daughters.
Det er en delikatesseforretning, der modsat Katz’s ikke har spisning i den gamle butik.
Derimod har de åbnet en café et lille stykke derfra, hvor de ansattes beklædning fra butikken, med hvide kitler, går igen på serveringspersonalet.
Russ & Daugthers gør det primært i fisk, men har lidt forskelligt fra friskpresset juice over tørret frugt og chokolade.
De har været i gang siden 1914 og det er en lille tidslomme man kommer ind i, med måden at gøre tingene på og et klassisk håndværk.
The Meatball Shop
Jeg havde spist morgenmad på Barney Greengrass denne dag. En klassisk bagel shop og delikatesse i stil med Russ & Daughters, så spiste ikke der. I stedet prøvede jeg den mere moderne The Meatball Shop.
Havde fået den anbefalet i 2015, da jeg sidst var i New York, men her nåede jeg den ikke i 2015.
The Meatball Shop har fundet en niche og servere kødboller på flere forskellige måder. Den klassiske i subs og på pasta, men også som sliders. Kødbollerne kommer i flere forskellige udgaver af kød, men også som vegetar. Dertil et bredt udvalg af sovser og pestoer.
Comedy Night på Gotham Comedy Club
Min sidste oplevelse i New York var live stand-up.
New York er hvor mange af de helt store komikere startede deres karrierer og der er mange muligheder for at opleve stand-up på Manhattan, også på en tilfældig tirsdag som denne.
Carolines, Comedy Cellar og Gotham Comedy Club er nogle af de comedy clubs hvor de store kendte stjerner har startet deres karrierer.
Mange af dem kigger stadig forbi, og du kan være heldig at rende på celebs en tilfældig aften til et godt grin.
Jeg fik plads på Gotham Comedy Club samme dag som jeg købte billet.
Jeg vil anbefale at købe på forhånd, og et par dage i forvejen, hvis du vil være helt sikker.
Du kan bestille/købe billetter online til de fleste af klubberne og de koster 20-30 dollars.
Det er billigt for nogle timers god underholdning, men der er også et krav om to genstande (behøver ikke være alkohol) pr. person.
De fleste steder har de et nogenlunde line up (program) når du køber, men det er et fleksibelt program og uventede gæster kan dukke op.
Denne aften var bl.a. Judah Friedlander (fra bl.a. serien 30 Rock) blandt de optrædende og i løbet af godt to timer var 8-9 komikere på scenen. Nogle gode, nogle rigtig gode.
Flere af comedy klubberne har to shows pr. dag, men det er det sene show som oftest tiltrækker surprise gæster og overraskelser.
Gotham Comedy Club var min sidste oplevelse i New York ved dette besøg i 2016. Næste morgen kørte jeg ud af New York og startede min tur mod Chicago.
Oplevelser i New York City
Billige overnatninger i New York
New York City er ikke den billigste by at overnatte i, men det er muligt at finde overnatninger til fornuftige priser. Da offentlig transport i New York er god, er det mindre vigtigt hvor du bor på Manhattan (hvis du vil have den oplevelse med) eller om du vælger at bo i ex. Brooklyn eller endda New Jersey.Her kan du læse mere om overnatninger i New York, se priseksempler på de forskellige områder rundt om på Manhattan og andre steder.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com