Lincoln Highway er fyldt med små og store roadside attractions. Specielt Ron’s Antique Radio’s er et stop værd til en god snak.
22. sep, 2016
Kendte køreværdige strækninger
Jeg havde kørt til først på aftenen dagen før, for at have tid til oplevelser denne dag.
Jeg skulle kun til Pittsburgh i dag, knap 200 km væk, men jeg havde tre ting på programmet: Lincoln Highway (dette indlæg), Flight 93 Memorial og downtown Pittsburgh.
De fleste kender Highway 1 og Route 66, men der er mange navngivne og køreværdige strækninger rundt om i USA som de fleste roadtrippere desværre aldrig kommer i nærheden af eller ikke er klar over findes.
The Loneliest Highway (som Lincoln Highway kaldes ude vestpå i Utah og Nevada), The Blue Ridge Parkway, The Oregon Trail, The Overseas Highway, The Great River Road, The Mohawk Trail (som jeg kørte et stykke af i 2016).
The Lincoln Highway er en af de strækninger og menes faktisk at være en af de første kyst-til-kyst strækninger fra 1913.
På samme måde som Route 66 (ww.renefrederiksen.dk/route-66-the-mother-road/) flere steder er opslugt af interstates, er Lincoln Highway også blevet en del af I-80 flere steder.
Dog ikke den strækning i Bedford County, som jeg startede dagen på.
Overfor mit motel lå en Denny’s. En klassisk diner kæde i USA, som dog er mere kæde end hvad mange forbinder med en ægte diner oplevelse.
Denne var dog lidt speciel, da bygningen den ligger i, ligner den stil nogle af de gamle diners havde.
Roadside attractions
I Bedford County har man taget Lincoln Highway til sig og langs strækningen (nogle steder på en lille detour) er bevaret nogle af de raodside attractions som var en fast del af en scenic byway tour i gamle dage og som mange gerne vil have med fra en roadtrip.
Den gamle Lincoln Highway strækning er en klassisk highway strækning med en- og tosporede vaje, natur, småbyer, finurlige roadside attractions og i det hele taget en dejlig Small Town America oplevelse.
Min rute startede i Breezewood hvor jeg kørte vestpå mod Everett, Bedford og Schellsburg.
The Igloo og Giant Quarter
Mit første finurlige stop, var ved nogle af de Roadside Giants der er langs Lincolcn Highway.
The Igloo er en Ice Cream Parlor bygget som toppen på en isvaffel/sundae. Vejret var til en is, men der var ikke åbent endnu, så jeg tog videre til The Giant Quater. Den behøver vist ingen nærmere forklaring.
Gulf Art Deco benzinstation og stor kaffekande
I byen Bedford holdt jeg ind ved en istandsat Gulf benzin station. En Art Deco bygning fra 1933 som har fungeret som service station lige siden.
Lidt oppe ad vejen fra den, står endnu en af de Roadside Giants som strækningen i Pennsylvania er kendt for: The Coffee Pot.
Old Bedford Village
En fem minutter detour fra Lincoln Highway i Bedford, bringer dig ud til Old Bedford Village.
Kan bedst beskrives som en lille lokal udgave af Den Gamle by eller Den Fynske Landsby. Et Living Museum, hvor du ikke kun kan besøge de gamle bygninger (som er samlet fra nær og fjern og genskabt her) men også se hvordan hverdagen og håndværk foregik nogle hundrede år tilbage i området.
Det var sidst på sæsonen, så der var kun aktivitet i en håndfuld huse, men fik snakket med både en husmor, en lysemager og en kostemager.
Kostemageren fik mig sporet ind på Covered Bridges. Der er masser af overdækkede broer i Pennsylvania og fra Old Bedford Village kan du køre en rundtur på 1.5 time som bringer dig gennem ni covered bridges, hvor den ældste er fra 1866.
Jeg sprang den tur over og nøjedes med den overdækkede bro, som fører ind/ud af Old Bedford Village.
Ron’s Antique Radio’s & 50’s Place Mini Museum
Midt mellem byerne Bedford og Schellsburg på The Lincoln Highway liger Ron’s Antique Radio’s & 50’s Place Mini Museum.
Det er ikke et officielt museum. Det er en privat mand som har gjort sin lidenskab, gamle radioer, til en Roadside Attraction.
På sin grund har Ron bygget en gammel benzinstation, men det er indholdet i en af bygninger der har gjort ham kendt.
Ron har en udstilling af gamle radioer (og enkelte af nyere dato, som er lidt specielle) i sin lille Man Cave – og de virker alle sammen.
Ron udstiller nemlig ikke kun, han restaurerer dem også.
Jeg fik en lang snak med Ron. Ron er gammel Vietnam Veteran og passionen med at samle og restaurerer startede med biler. Det er han nu for gammel til, så han kastede sig over nogle mindre ting.
Jeg fik også lov at se hans værksted ude i garagen, hvor kontrolleret kaos hersker.
Storyland
Ron fortalte om et nu lukket Storyland lidt længere ude af Lincoln Highway. En gammel forlystelsespark som lukkede i 80’erne. Nu var der kun nogle enkelte statuer tilbage, hvoraf den mest vedligeholdte står ud til Lincoln Highway – The Pied Piper (Rottefængeren).
Old Log Church
Mit sidste af de små stop på Lincoln Highway var en Old Log Church nær Schellsburg.
Du har sikkert set (hvis du har været på roadtrip) de mange små kirkegårde rundt om i USA. Ikke alle er et besøg værd, men denne er speciel pga. dens alder.
Kirken og kirkegården er fra 1806 og har 4500 grave hvor der ligger soldater begravet der deltog i uafhængighedskrigen (1775-1783) og fra alle krige siden da.
Herfra gik turen et godt stykke vest på ad Lincoln Highway mod Flight 93 National Memorial.
Se indlæggets rute
Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com