Vejret gav mig følelsen af vinter og december, selvom der faktisk var lunt nok til t-shirts når solen brød igennem.
28 dec, 2016
Roadtripfølelsen
Jeg har været på flere korte roadtrips mellem jul og nytår. Ikke lang tid nok til at komme helt ind i en rytme, men lang tid nok til få “følelsen”, komme væk fra travlheden og få nogle klassiske roadtripoplevelser.
Det var også målet for denne roadtrip. Fra Houston til Fort Worth er der 4-5 timers kørsel, men det ville være på interstate og fra den ene millionby til den anden. Det er der ikke meget roadtrip i.
I stedet havde jeg valgt en rute der gik ud af byen og gennem nogle områder/byer jeg ikke havde været i tidligere.
Mere ud af dagen med jetlag
De første dage på en roadtrip er jeg altid tidligt oppe og afsted, takket være min jetlag. Denne dag var der planlagt en halvlang rute der gik gennem tre stater, så den ekstra tid var værdsat.
Denne morgen var dog ikke optimal til sightseeing, da der lå en tyk tåge i området.
Et enkelt sted var det dog ikke tåge der dækkede for udsigten, men industri. Området er plastret til i olie raffinaderier, så der er skorstene og industri i store områder.
Diset oplevelser ved stranden
Jeg gjorde stop ved Holly Beach og gik lidt langs vandet.
Der var enkelte andre derude. Ikke for at bade, men for at finde ting. Der var lavvande og det havde efterladt en masse skrammel på stranden. Jeg fandt dog kun en død fisk.
Holly Beach er en strand og en samling sommerhuse. De er alle bygget på stylter for at være forberedt på vejret på disse kanter.
Det er ikke kun sommerhuse der får den behandling. I små byer langs vandet er de fleste bygninger bygget på stylter, inkl. kirker og skoler mm.
Strande langs golfkysten
Jeg ved at mange der tager på roadtrip, benytter lejligheden til at nyde en dag ved stranden. Fokus for de fleste er dog på Florida eller Californien, hvilket er en skam. Der er så mange andre gode muligheder rundt om i USA og speciel strandene langs golfkysten er oversete.
Vejret i Texas kan fint måle sig med Florida (der bliver faktisk varmere i Texas) og strandene kan fint følge med Florida.
Færgetur
Midt på min kyststrækning skulle jeg krydse en flod med færge. En mindre pram-færge som sejler i pendul og er gratis at benytte.
Fra kysten kørte jeg nord på mod Lafayette i Louisiana og var for en kort bemærkning på interstate, inden jeg drejede fra den og fortsatte mod nord og Natchez i Mississippi.
Efter Lafayette åbnede landskabet sig op, og der var landbrug og marker næsten alle vegne.
Flere gange stod de store arealer i frisk grøn kulør. Endnu en modsætning inde i mit hoved, når træerne er tomme for blade og det er sidst i december.
Når du kigger på billederne og tænker på, at det var den 28. december, så er det forståeligt hvis du tror det var koldt. Men det var det ikke. Temperaturen var god og lå på 20-25 i løbet af dagen, specielt når solen brød igennem.
Langs Mississippifloden
På vejen op mod Natchez, kørte jeg den sidste strækning langs Mississippi floden.
Jeg så den dog aldrig, da den er gemt væk bag nogle kæmpe diger. Det tætteste jeg kom på det ”bæst” som Mississippifloden er, var ved nogle af de tilstødende floder hvor sluser er med til at kontrollerer og forhindre oversvømmelser.
Historiske Natchez, MS
Det var først da jeg krydsede Mississippifloden og kørte ind i byen Natchez at jeg så floden.
Den er imponerende og lige ud for mit hotel i Natchez, er der en super udsigt over floden.
Parken bød også på et klassisk bud på amerikansk julepynt i samme stil som jeg havde set tidligere på dagen.
Natchez er en historisk by med mange år på bagen.
Den er af spansk oprindelse og har sidenhen haft en omtumlet tilværelse i borgerkrigen.
Byen har stadig lidt af de historiske bygninger tilbage og bevæger du dig ud i sidegaderne finder du nogle af dem. Enkelte er almindelige boliger, andre lavet om til bl.a. B&B’s og så er der perlen blandt dem alle: Stanton Hall.
Oprindeligt bygget til en stor forretningsmand. Det stod færdigt i 1859, kun måneder før ejeren døde og levede så et varieret liv, indtil det i 1974 blev historisk bygning. Det fungerer i dag som museum.
BBQ i Natchez
Jeg sluttede dagen af på en lille autentisk BBQ snask med en dinner plate (brisket, ribs, slaw og beans) med en lokal øl.
Se indlæggets rute
Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com