Rocky Mountain National Park er det ultimative indblik i den vidunderlige natur du finder i Rocky Mountains området.
23 aug, 2018
Den femte nationalpark
Den sidste nationalpark på denne roadtrip var Rocky Mountain National Park.
Med denne havde vi krydset følgende af listen:
- Great Sand Dunes National Park
- Mesa Verde National Park
- Arches National Park
- Black Canyon of the Gunnison National Park
Aftenen før var vi ankommet i regnvejr fra Aspen og havde ikke rigtig nydt denne idylliske bjergby. Nu stod vi op til solskin i Grand Lake og nød udsigten og byen inden vi kørte mod Rocky Mountains National Park.
Målet for dagen var Denver, hvor de sidste to overnatninger var booket.
Rocky Mountain National Park
Uden de store planer for nationalparken, kiggede vi først ind forbi besøgscenteret for inspiration.
Rocky Mountain National Park er på mere end 1.000 kvadratkilometer (lidt mindre end Lolland), så der er meget der kan udforskes. Vi holdt os til vejen gennem parken, men Rocky Mountains National Park er super populær som hiking destination, og ved mange trail head var parkeringen proppet denne torsdag.
Der er en stor vej gennem parken og en mindre ensrettet rute fra øst op til Alpine VIsitor Center. Den ensrettede kørte vi for ti år siden og havde ikke været i den vestlige del af parken. Så det var passende vi kørte ind fra vest denne morgen og så hvad vi mistede 10 år tidligere.
Tysk Dude Ranch i nationalparken
Kort efter indgangen gjorde vi stop ved Holzwarth Historic Site. Frem til 1974 var det privatejet land, som lå “inde” i parken. Oprindeligt blev det drevet som landbrug. Sidenhen blev fokus turisme, hvor city slickers kom til for at tage på fisketur eller få en Dude Ranch oplevelse.
I dag står nogle af de gamle feriehytter tilbage og du kan se hvordan godtfolk holdt semi-primitiv ferie fra anden verdenskrig og frem.
Stedets navn kommer af, at grundlæggeren var tysker. Tyskere i USA blev upopulære under 1. verdenskrig og den forretning de drev inde i Denver kunne ikke løbe rundt. Derfor tog de på landet og fik en god forretning i området.
Vilde dyr i nationalparkerne
Ved Milner Pass kunne vi kun lige klemme vores bil ind på en p-plads. Troede først det var endnu et trail head der optog al pladsen, men nede på den anden side af søen, kunne vi se årsagen til den megen trafik: Elk.
Tæt ved det populære stop, havde flere elk fundet vej ud i det høje græs. Det førte en masse interesserede billister og fotografer med sig.
Ikke unormalt i nationalparker, men også hvor farlige situationer kan opstå. Dels med dyrene, hvis du ikke overholder anvisninger fra Park Rangers, men også i trafikken.
Mange biler, der pludselig gør holdt på de små veje kræver din opmærksomhed. Heldigvis er Park Rangers gode til at administrere dette og her stod der også en parkansat i gul vest og holdt styr på situationen.
For os var Elk ikke så interessant. Havde set dem før på turen + en række andre dyr, så gjorde ikke noget specielt for et godt billede. Havde det været en Elg (mangler jeg stadig at få en oplevelse med) eller en bjørn, havde vi brugt lidt mere tid på det.
Besøgscenter over trægrænsen
Midt i Rocky Mountain National Park ligger Alpine Visitor Center (et af fem besøgscentre i parken). Her blæste det vildt meget og temperaturen var under ti (og føltes endnu koldere) men udsigten var utrolig.
Der var også et par pletter med sne heroppe. Det fik tankerne tilbage til besøget i 2008, hvor det begyndte at sne netop her.
Pga. den megen trafik og et vildt blæsevejr sprang vi et par stop over på vej videre – Lava Cliffs og Mushroom Rocks.
Ved Forest Canyon var der igen lidt plads til at parkerer, så der blev udsigten atter indtaget.
Fra vores sidste stop ved Rainbow Curve Overlook, steg temperaturen mere end 10 grader på turen ved ad bjerget til besøgscenteret og vinden tog af.
”Dansk” is i Estes Park
Vi stoppede ind forbi byen Estes Park inden vi tog mod Denver.
En meget turistet lille by med lige dele slik/is/snack butikker, souvenir butikker og spisesteder.
Vi nuppede en is ved det mest naturlige sted vi kunne finde blandt de mange muligheder (tjek skiltet).
Et stykke uden for Estes Park kom vi atter på Interstate og mængden af vejbaner og biler steg efterhånden som vi kone nærmere Denver. Vi skulle bo downtown og nåede at slappe af et par timer i byen om aftenen.
Besøg Rocky Mountain National Park
Rocky Mountain National Park er åbent året rundt, hvis vejret tillader det.
Den højtliggende Trai Ridge Road ken være helt eller delvist lukket om vinteren (efterår/forår) pga. sne. Lige meget hvornår du skal besøge en nationalpark, er det altid en god idé at undersøge om der er nogle uforudsete udfordringer i vente.
Her kan du finde mere info om Rocky Mountain National Park.
Se ruten i beskrivelsen ovenfor
Her kan du se ruten jeg kørte i beskrivelsen ovenfor gennem Rocky Mountain National park til byen Estes og endelig ned til Denver.
Tidsreservation til nationalparker
I 2024 skal du reservere tid på forhånd for at komme ind i fem af de populære nationalparker i USA. Kravet svinger fra park til park. I nogle perioder er det kun i weekenderne, i andre gælder kravet alle dage. Det er nemt at bestille tid online og anbefales at gøre på forhånd. Udover reservation af adgang, så er der også nogle aktiviteter (primært hikes) der kræver reservation på forhånd.
Annual Pass til nationalparker