Jefferson er en klassisk historisk by langt væk fra det hele i det østlige Texas. Byen er billedeskøn på overfladen men gemmer måske på hemmeligheder.
14/15 april, 2019
Scenic byways på vej til Jefferson
Jeg havde forladt interstate 10 ved Beaumont og kørte nu på highways og videre ind på scenic byways på turen mod Jefferson.
På denne roadtrip var målet at besøge mindre, historiske byer som har noget af det Texanske tilbage, og ikke blot en standard Small Town America, som kunne ligge alle steder. Jefferson er en af de klassiske og historiske Texanske byer.
Jeg nåede frem sidst på eftermiddagen og tjekkede ind på mit hotel, Historic Kahn Hotel, som er et lækkert sted i en gammel bygning. Fandt først ud af efterfølgende, at stedet er et af de mest hjemsøgte i Texas. Bygningen er fra 1865 og ombygget til hotel i 2016. Stedet startede som saloon og bordel i 1865 og flere mennesker blev på den tid dræbt i bygningen i shoot outs, overfald og røverier mm.
Hjemsøgt hotel i Jefferson
Historic Downtown har klassiske røde brick roads, som du ser det i flere gamle byer i Texas. Mange af husene og facaderne er som taget ud af det gamle west og emmer af nostalgi og “de gode gamle dage”.
Det var søndag, så meget var lukket. Rundt om i de helt små byer i USA er meget ofte lukket om søndagen. Jeg havde kig på flere små byer til denne overnatning, men flere steder kunne jeg end ikke finde et åbent mad/drikke sted i byen. Jeg ville så skulle køre ud til en fastfood kæde ved omfartsvejen for at få noget mad.
I Jefferson var der et par steder der var åbent. Det ene sted var der privat selskab, så jeg endte på Auntie Skinner’s Riverboat Club. Her blev der både serveret kolde øl og varm mad, samt live musik fra scenen. Og altsammen på en søndag.
Jefferson var en gang en af de rigeste byer i Texas og en travl havneby. Ikke mange tegn tilbage fra tiden som havneby, men steamboats kunne dengang sejle fra New Orleans og helt ind til Jefferson. Når du kender den historie, så giver navnet Auntie Skinner’s Steamboat Club mere mening.
Jefferson var altså rig og det kom til udtryk i de boliger og bygninger der blev opført på den tid. Mange står tilbage i dag, og du bør gå en tur rundt i kvartererne og se på nogle af de store huse. Mange af dem er i dag lavet om til B&B’s og udnævnt til historic places/buildings.
Gamle penge og moderne korruption
Jefferson har, hvad der populært kaldes, old money. Det har den stadig og familier der går tilbage til storhedstiden bor stadig i området og har haft indflydelsesrige poster i generationer. Men det stikker dybere end det. Jeg snakkede med en tilflytter i byen, der har startet en virksomhed. Først snakkede vi om Danmark og USA, politik og det løse. Afledt af en snak om korruption i specielt amerikansk politik, drejede samtalen sig over på, at den også levede i bedste velgående i de små samfund i USA og i særdeleshed i Jefferson.
Der var flere interessante historier som mest af alt mindede om den fiktion du kan opleve på film og tv i serier om kriminalitet og politk. Men virkeligheden overgår som regel fantasien. Der hvor jeg fik en øjenåbner, var hvordan det juridiske fungerede i byen. Byens dommer er valgt. Han har ikke en juridisk baggrund, men var bedemand før han blev dommer. Han er samtidig gift med områdets DA (District Attorney) som er anklager i straffesager.
Byens Chief of Police og County Sheriff sidder i samme bygning. De er gamle venner og ingen vil træde den anden over tæerne. Ender du i byens fængsel, men opfører dig pænt, kan du blive trustee. De har flere privilegier og kan bl.a. gå ud og grille deres mad på grillen ude foran fængslet. Jeg så et par af disse trustees, der var ved at vaske politiets biler foran retsbygningen.
Sat på spidsen så sagde personen jeg snakkede med, at man nok kunne begå mord i byen og slippe af sted med det, hvis man kendte de rigtige personer.
Jefferson var en super oplevelse, selv på en søndag. Jeg havde desværre ikke tid til så meget af det byen byder på (bl.a. et godt historisk museum om Jefferson og området, en lille udstilling om en rigmand og hans private togvogn – fra før rigmænd kunne købe private jets – og ikke mindst Gone With The Wind Museum.
Se ruten i beskrivelsen ovenfor
Her kan du se ruten jeg kørte i beskrivelsen ovenfor fra Walmart i Beaumont nordpå til den lille by Jefferson i det østlige Texas.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com