En cocktail tour i New Orleans er et hyggeligt indblik i de smagfulde oplevelser der gemmer sig i sidegaderne i French Quarter.
30 dec, 2019
Cocktails med guide i New Orleans
New Orleans er kendt for at feste året rundt og der bliver drukket en del alkohol, specielt på Bourbon Street. Kvaliteten af det der bliver drukket på Bourbon Street kan dog diskuteres (bl.a 2 dollar beers and shots), så jeg tog på en cocktail tour for at få et bedre indblik i hvad New Orleans også har at byde på.
Jeg havde tilmeldt mig en tour med samme firma som jeg havde været på Food Tour med et par dage før. Det betød en lille gruppe og god guide og jeg blev ikke skuffet. Vi var 10 personer + guide der mødtes ved Jackson Square. Efter en kort introduktion gik turen rundt til 5 forskellige mere eller mindre kendte steder i French Quarter efter nøje udvalgte cocktails.
Der var ikke så megen faktuel snak på denne tour. Det var i høj grad en social tur hvor man lærte hinanden lidt at kende samt fik et indblik i cocktails og NOLA’s natteliv. Det er ikke sikkert du oplever de samme barer og drinks som jeg gjorde. Cocktail Tours med dette firma er fleksible i den forstand, det afhænger af guiden om, hvor du ender med at få drinks. Og selvom du er med samme guide, er det ikke sikkert det bliver de samme steder.
Vi besøgte fem steder på turen rundt i French Quarter. Tre af dem kender du måske – eller er i hvert fald gået forbi, hvis du har været bare lidt rundt i French Quarter. To af dem er mere skjult og ikke så turistede.
Frozen Irish Coffee – Molly’s at the Market
Vores første stop var på Mollys at the Market. Det ligger ved The French Market over for B.B King’s Blues Club, midt i et meget turistet område. Det gør det til et livligt sted og mange springer måske over. Jeg havde ikke selv været derinde før nu, men det har en god atmosfære, specielt når der ikke er proppet. Her ventede der den første af aftenens drinks: En Frozen Irish Coffee. Jeg drikker ikke kaffe og er ikke vild med smagen af kaffe i mad, drikke eller chokolade, men denne var perfekt.
Hurricane – Lafitte’s Blacksmith
Næste stop var en af de mest kendte barer i New Orleans: Lafitte’s Blacksmith. Det er et meget turistet sted på Bourbon Street. Endnu et populært sted jeg ikke havde besøgt før, da der altid er mange mennesker. Det var der også denne aften, men vi var heldige at finde plads bagerst i lokalet ved klaveret.
Lafitte’s Blacksmith pryder sig med titlen af USA’s ældste bar. Den påstand holder vist ikke vand, men koppen det stod på, indeholdt den drink de er kendt for, en Hurricane.
Sazerac – Pirates Alley
Selvom det trejde sted ligger midt i det hele, er det ikke sikkert du har været forbi. Pirates Alley Cafe ligger på Pirates Alley. En gangsti der går mellem St. Louis Cathedral ved Jackson Square og Louisiana State Museum Cabildo. Pirates Alley Cafe er et lille bitte sted som er kendt for en meget stærk drink: Absinth. Det er et udstyrsstykke at servere en af disse med vand der drypper og sukkerknalde.
Det var dog ikke den drink vi var her for at smage, men derimod New Orleans national drink: Sazerac. Det var den eneste drink denne aften jeg ikke drak ud.
French 75 – The Empire Bar
De to næste stop havde jeg dels ikke hørt om før og nok aldrig gået ind efter en drink. Det første var på The Empire Bar på Broussard’s Restaurant & Courtyard. Her havde guiden i forvejen varskoet bartenderen så der stod et fad med drinken French 75 klar til os. Vejret var fint, så den cocktail blev nydt i stedets courtyard.
Ramos Gin Fizz – The Bombay Club
Vores sidste stop var The Bombay Club. Den ligger ikke ud til gaden, men lidt inde i et p-hus ved Prince Conti Hotel. Stilen er old school engelsk gentlemens club med mørke paneler og dybe chesterfield møbler. Gin går igen i mange af stedet drinks og så laver de nok New Orleans bedste Ramos Gin Fizz. Den tager 20 minutter at lave, så vores guide havde igen ringet i forvejen og bestilt.
Det er skummet på toppen der tager tid. Det er æggehvide der er shaket så det står som stift skum på toppen.
På The Bombay Club sluttede turen og der blev nydt lidt andet godt fra menuen mens snakken gik i den lille gruppe. Jeg nuppede en Mint Julep. Ikke opfundet i New Orleans, men populær i sydstaterne.
Dark and Stormy – Bar Tonique
Til min videre tur gennem byen på egne ben, havde jeg spurgt vores guide til råds om en god craft cocktail bar uden for mange turister. Hun foreslog Bar Tonique og det var et godt forslag. En lille bar et godt stykke væk fra den travle Bourbon Street, med et godt og klassisk udvalg af kyndigt mixede drinks og cocktails. Jeg sluttede min aften af med en variant af Dark & Stormy (kan ikke præcis huske hvad den hed – men god var den).
Tag på en guidet cocktail tour – eller gå selv
Her kan du finde se den cocktail-rute vi gik rundt i French Quarter.
Her kan du finde mere info om cocktail tours I New Orleans.
Drikkepenge i USA
Drikkepenge er en del af kulturen i USA. Du vil opleve en forventning om drikkepenge mage steder på din roadtrip. Nogle steder er du måske klar over det, mens andre steder kan være nyt for dig. Størrelsen på forventede drikkepengene varierer og skifter mellem % og faste beløb fra ydelse til ydelse. Følg linket og læs mere om drikkepenge og ikke mindst hvor meget.
Hjælp med at hjælpe andre
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com