Mount Evans, Colorado

Mount Evans har den højest beliggende asfalterede vej i USA, snebolde og hårnålesving.

13. juni, 2012

Det var først sent i min planlægning af min korte roadtrip i Colorado, at jeg tilføjede Mt. Evans til min rute.
Selvom Mount Evans er højere end Pikes Peak, så er det ikke så kendt en destination selvom det er mere tilgængeligt at køre op på end Pikes Peak og ligger tættere på Denver.

Jeg havde dog ikke fravalgt Pikes Peak, men mere om det i et kommende indlæg.

Tidligt op pga. jetlag

Vanen tro var jeg tidligt oppe dagen efter ankomst. Der går et par dage med jetlag og en sidegevinst er, at man vågner tidligt og kan få noget ud af dagen.

Der er godt 100 km fra Denver og ud vest for byen hvor Mount Evans ligger. Turen ud til Idaho Springs foregår på I-70. Selvom jeg prøver at undgå interstates i USA, så har jeg ikke noget mod at køre på denne. Jeg skulle køre et længere stræk på den et par dage senere, så det vender jeg tilbage til.

I Idaho Spring kørte jeg fra og var med et på små, snoede veje som langsomt steg mens jeg bevægede mig ind i Rocky Mountains.

Primitive toiletter ved Echo Lake

Jeg havde provianteret i en Walmart på vejen ud af Denver og holdt mit første stop ved Echo Lake for en snack og for at sikre mig at alt var som det skulle være mht. bil, udstyr mm.

Selvom det er en relativ kort tur op på Mount Evans, så kommer man op i 4300 meters højde og just ankommet dagen før fra lave Danmark, var det en sikker opskrift på højdesyge, så jeg holdt mig grundigt hydreret.

Det betød også, at jeg måtte forbi toilettet ved Echo Lake. Jeg er vant til at være i nationalparker som ligger rigtig langt væk fra alting og ved af erfaring at toiletterne kan være en smule primitive. Det ved Echo Lake var ingen undtagelse og oveni det var det et meget åbent et af slagsen.

Opkørsel på Mount Evans

Kort efter Echo Lake drejede jeg fra og kørte gennem tjekpunktet til Mt. Evans.
Mount Evans er ikke en nationalpark, men koster alligevel 10 dollars at køre op på. Stedet er en del af USDA Forest Service og deler adgangskort med nationalparkerne. Fordi jeg skal tilbage til USA igen til september, hvor jeg skal besøge en god håndfuld nationalparker, så valgte jeg at investere i et Annual Pass til 80 dollars.

Fra indgangen er der 22,6 kilometer til toppen. Det er en relativ kort tur som hurtigt tog mig op over trægrænsen og gennem en masse hårnålesving. Der er en håndfuld must-see stops på vejen op / ned.

På trægrænsen er der mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med områdets flora og fauna.

Snebolde over trægrænsen på Mt. Evans

Et stykke oppe over trægrænsen ligger Summit Lake. Den var stadig delvist frosset til og der var stadig en smule sne på bjergene rundt om. Det blæste lidt denne dag og det betød der var ekstra koldt omkring søen.

Flere steder langs vejen i denne højde var der mulighed for at komme tæt på den sne som stadig hang ved. Jeg gjorde stop ved en af de større driver og legede lidt. Godt nok skinner solen, men den kortærmede var lige lidt nok, men sjovt var det.

På toppen af Mt. Evans

Efter de sidste hårnålesving nåede jeg toppen i 4306 meters højde.

Der er ikke meget deroppe. Det Summit House der ligger på toppen af Mount Evans brændte i 1979 og er aldrig blevet genopbygget. Det tog brandvæsnet 28 minutter at nå op til branden, men der var det for sent. Der er ingen mulighed for at købe noget (så husk at proviantere til turen).

Man kan, hvis vejrtrækningen kan holde til det, bestige det sidste stykke af bjerget til fods og komme helt op i 14264 fod (4347 meter).

Højdesyge på Mount Evans

Fordelen ved Mt. Evans er, at der ikke er så meget at lave på toppen, så højdesygen når ikke rigtig at få fat inden man begiver sig ned igen. Sammen med min jetlag kunne jeg dog godt mærke min, som er hovedpine og kvalme (føles som tømmermænd) så jeg begav mig langsomt ned af bjerget igen.

På cykel op ad Mount Evans

Der er masser af kodak-moments både på vej op og ned af bjerget. Jeg var heldig at møde lidt af det lokale dyreliv, men mest imponerende var nok de mange motionister som prøvede kræfter med bjerget. Jeg mødte en god håndfuld cyklister som kæmpede mod bjerget. I disse Tour de France dage virker det måske ikke så overvældende, men på en god dag kommer de op i 2000 meters højde. Mt. Evans er dobbelt så højt og iltindholdet er meget mindre.

Der var også enkelte der straffede sig selv med at løbe op ad bjerget.

Fra Mt. Evans til Canon City

Fra Mount Evans gik turen via Manitou Springs til Canon City. En tur på 265 km som for store deles vedkommende foregik på idylliske, snoede bjergveje op over større og mindre bjergpas.

Ved Manitou Springs holdt jeg ind for at købe en billet til Cog Railway, som kører op på Pikes Peak. Den var til dagen efter for først havde jeg en aftale med et andet tog, Royal Gorge Railroad, i Canon city.

Det sidst stykke ned til Canon City gik gennem, til sammenligning med resten af dagen, et fladt landskab og stigende temperaturer. Da jeg nåede frem til Canon City havde den sneget sig op over 90 f (32 grader celcius).