Jamestown Settlement, Virginia

Frilandsmuseet Jamestown Settlement er en rejse tilbage i tiden med guider der både taler og går klædt som i gamle dage.

10. sep. 2015

Færge over James River

Efter nogle dage ved vandet gik turen nu atter ind i landet og gradvis tilbage mod Washington DC.

Målet for dagen var nogle flere historiske oplevelser ved Jamestown og Williamsburg i Virginia.

Den korteste rute dertil, bød på en tur med en lille bilfærge på tværs af James River.

Færgen over James River tog os lige til Jamestown Settlement lidt uden for Williamsburg, VA.

Jamestown Settlement

Jamestown Settlement er både et almindelig museum og et frilandsmuseum med fokus de tidlige nybyggere i Virginia.

Det er en grusom historie med død og ødelæggelse, grådige forretningsmænd der prøvede at tjene en skilling og slavehandel.

Vi havde desværre kun 1.5 time til vores besøg, så vi blev anbefalet at springe museet over og se nærmere på frilandsmuseerne: fortet, skibene og indianer landsbyen.

Det hele er genopført, så der er ikke noget ”ægte” tilbage, men stadig interessant.

Ikke mindst fordi guiderne i frilandsmuseet er klædt i datidens gevandter og taler som man gjorde i gamle dage. De enkelte guides kender en masse til deres felt, så du kan få fortalt hvad ting er, hvordan de virker og hvordan dagligdagen var.

Jeg fik en længere snak med en af dem der havde med våbnene at gøre. Skulle lige vende mig til, at han ikke trådte ud af karakter og snakkede engelsk som i de gode gamle dage.

Krydset Atlanterhavet i små skibe

De tre skibe der ligger ved museet er kopier, men ellers i den rigtige størrelse.
Navnene er Susan Constant, Godspeed og Discovery.

Var lidt overrasket over hvor små de egentlig var, med tanke på hvordan sådanne togter er blevet skildret på film og tv.

Det var ikke hundredevis af mennesker de kom over med, så de måtte et par gange frem og tilbage for at holde gang i deres settlement.

Native American Village

I Indianerlandsbyen var guiderne i gang med at lave forskelligt. Mest spændende var hende der skulle garve skind. Hun var i gang med de sidste forberedelser inden de skulle i blød – og her lærte jeg noget nyt. Vidste ikke det var fårehjerne, som var bedst at blødgøre skind i.

Vi nåede kun at snuse til det indendørs museum, men er værd at kigge nærmere på, for at få et indblik i de tidlige settlements i USA.

Fik dog set den film der fortæller om rejsen på tværs fra England, mødet med de lokale, krigen med de indfødte, fredsforhandlingerne med de indfødte, pest og kolera og andre sygdomme samt hungersnød der var ved at slå dem alle ihjel.

Vi havde ikke tid til også at besøge Historic Jamestown. Det er ruinerne af den første rigtige by der lå i samme område. Den ligger to minutters køretur fra Jamestown Settlement.

Skal du nå at kradse i overfladen ved de to seværdigheder, skal du afsætte 3-4 timer.

Fundraiser Shindig

Om aftenen deltog vi i et Fundraiser Shindig ved Jamestown.

Havde i min research set, at der var bbq og livemusik om aftenen nede ved den gamle by.

Det var dog lige ved at regne væk i et forfærdeligt uvejr der først forsinkede det hele i tre kvarter.

Uvejret satte en dæmper på eventet, da man skulle sidde meget tæt inde i teltet for at få tørvejr til alle.

Det var dog hyggeligt og der var en god tallerken bbq til alle. Livemusikken fejlede heller ikke noget.

Det var lokale folk fra bevaringsudvalg, museer, kustoder mm. som leverede en lind strøm af bluegrass fra scenen.

En af de der små oplevelser som man er heldig at finde på sin roadtrip.

Besøg Jamestown Settlement

Jamestown Settlement er en af tre historiske steder indenfor et lille område. Det to andre er Yorktown og Williamsburg. Yorktown kom jeg ikke forbi, men Williamsburg besøgte jeg dagen efter.
Her finder du mere info og åbningstider på Jamestown Settlement.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

South Beach Art Deco og burger uden bolle

Dagene er lidt kortere på denne tid, så jeg nåede først ned til Miami South Beach (SOBE) da det var mørkt. Dog ikke så sent der ikke var tid til at opleve Art Deco og burger uden bolle på Lincoln Road Mall.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada