Mount Rainier National Park

Mount Rainier National Park var ikke helt åben pga. sne, men den åbne del var hele turen værd. Og så var der meterhøje mure af sne langs vejen.

29. april, 2016

White Pass Scenic Byway

Yakima ligger ikke langt fra Seattle, men mellem dem ligger Mt. Rainier National Park som gør turen en del mere attraktiv.

Den hurtigste vej mellem de to byer var at køre udenom Mt. Rainier National Park , men det er jo ikke interessant.

I stedet kørte jeg over Mt. Rainier, eller i hvertfald så meget af de åbne veje jeg kunne. Der var stadig sne i området, så Mt. Rainier var ikke helt åbnet på denne tid (29. april), men køreturen på de åbne veje var nu ikke værst.

Fra Yakima var jeg nødt til at køre via White Pass Scenic Byway da den primære vej gennem Mt. Rainier stadig var lukke pga. sne.

Det er slet ikke en dårlig vej, og faktisk fint jeg kom denne tur. Det er mit andet besøg i området og var den anden vej sidst jeg var her.

Scenic Byway levede op til sit navn.

Der var noget nyt næsten efter hvert sving og forårets kommen sås flere steder med frodige grønne områder som dør lidt ud senere på året og så var der masser af smeltevand som gav liv til de mange vandfald i området.

Et stykke inde skiftede Tieton River pludselig fra en flod til Rimrock Lake, da en dæmning (som du kun lige når at se inden du kører gennem en tunnel i bjerget) totalt ændre landskabet på et øjeblik.

Her fra går turen opad i et godt stykke tid indtil du når op til bjergpasset – White Pass.

Her ligger et mindre skiportsområde som havde åbent for sidste gang i sæsonen i denne weekend.

Det var total tøsne og regnvejr så havde det fint med ikke at bruge et par timer på pisterne (havde heller ikke tøj med og udlejningen af ski var også lukket mm.).

Efter White Pass gik det lidt ned af igen og sneen forsvandt.

Flere steder i løbet af min tur denne dag, så jeg resultaterne af, hvad vintervejret gør ved landskabet og hvorfor det ikke kun drejer sig om at fjerne sne i bl.a. nationalparkerne for at du kan få lov at køre gennem dem.

Frost skader på asfalt, klipper og jorden + smeltevand havde flere steder ødelagt store dele af kørebanen. Det betød der kun var et spor farbart og man pænt måtte holde for rødt.

Mount Rainier National Park

Jeg forlod nu White Pass Scenic Byway via en vej som for nyligt var blevet åbnet. Den var min mulighed for at komme så tæt på toppen af Mt. Rainier National Park.

Som det fremgår af billederne, så var der ryddet, men du fornemmer tydeligt mængden af sne der kommer og skal arbejdes med.

På toppen, hvor jeg ikke kunne komme videre, holdt en af plovene der arbejder i området.

Herfra gik det ned af igen og du følger White River et stykke ned.

Et stykke nede stikker et vandfald ud fra det grønne område hvor Sunrise Creek løber ud over kanten og ned til White River.

Ikke længe efter er du ude af Mt. Rainier National Park.

Jeg så iøvrigt slet ikke bjerget Mount Rinier på denne tur, da der var tåget på toppen. Stoppede ved flere view points hvorfra man skulle kunne se det, men tågen var for tyk.

Jeg har dog været forbi Mount Rainier National Park før så har set den imponerende top af bjerget, som bl.a. er en af årsagerne til at bruge tid i nationalparken.

Helt klart et stop værd hvis din roadtrip kommer forbi dette område.

Burger på Naches Tavern

Ude af parken var det tid til endnu et stop og en sen frokost. Den første mulighed der dukkede op var en af de der oplevelser som mange forgæves forsøger at finde på deres roadtrip.

Lidt anonym ude fra (andet end at huset ligner noget der ikke kan ligge andre steder end i vejkanten i en skov – hvilket de omkringliggende huse også gjorde).

Der var åbent og jeg kunne se der var ketchupflasker på bordene, så perfekt til en frokost.

Jeg bestilte en burger med løgringe og en cola og gik så ellers på opdagelse i lokalerne.

Det lignede alle tiders sted at drikke nogle øl og vælge noget country på juke-boxen. Desværre skulle jeg ikke overnatte her, så det må blive en anden gang, men jeg nød maden og omgivelserne i fulde drag.

Selvom toilettet ikke var for sarte sjæle, så var det en perfekt prik over i’et og min anbefaling til Naches Tavern i byen Enumclaw er hermed givet videre.

Der var så småt åbnet for sæsonen i de omkringliggende butikker, som havde samme idylliske udseende og passede dejligt anonymt ind i omgivelserne.

Og så var der en total kodak-moment væg af postkasser.

Derfra havde jeg ikke så langt ind til den Days Inn i Kent, hvor jeg shoppede det sidste, overnattede, pakkede om og ryddede op i bilen så jeg var klar til turen hjem lørdag formiddag.

Se indlæggets rute

Her kan du se den rute jeg kørte i beskrivelsen ovenfor.