Alene på rejse og roadtrip i USA & Canada

At rejse alene på ferie eller tage en solo roadtrip i USA eller Canada er ikke svært, problematisk eller farligt.

Årsag til at rejse alene

Flere vælger at tage alene på ferie og rejse rundt uden en rejsekammerat. Årsagen er ikke at de nødvendigvis er single eller ikke har nogen at rejse med.

Man kan være på forskellige stadier i ens liv. Økonomien kan være til stede hos en i vennekredsen, men ikke de andre.
Man kan have forskellige interesser i hvilke dele af verden der tiltrækker.
Hvis man har stiftet familie, kan det at rejse ud på egen hånd være måden at koble af på.

Spørgsmål om at rejse alene

Her på siden er jeg jævnligt blevet spurgt om det at rejse alene. Spørgsmål har været om ting som det praktiske ved at være afsted på egen hånd, om det ikke er kedeligt når der ikke er nogen at dele oplevelserne med og om det er sikkert nok at rejse på egen hånd (specielt hvis man er kvinde).

Jeg vil vove den påstand at alle kan rejse alene, men det kræver lidt af dig som person at få mest muligt ud af en tur alene til USA og Canada.

Nedenfor er nogle af de overvejelser du skal gøre dig inden du tager afsted på egen hånd. Overvejelser omkring turen og ruten generelt, men også de solo-situationer du kommer ud for, og som måske ikke er for alle.

Mere planlægning i at rejse alene på roadtrip

Hvis du rejser alene på roadtrip, er der nogle praktiske ting du skal være opmærksom på.

Når der kun er dig til at køre bilen, så skal der tages mere hensyn til ruten og køredagenes længde. Selvom du “kun” kører bil det meste af en roadtrip, så tærer det på kræfterne, og er der kun dig til at køre, betyder det kortere etaper/ruter.

En anden ting som er værd at overveje hvis du tager på roadtrip alene er, at der ikke er nogle at dele udgiften med. Det er specielt på udgifter til bil, benzin og overnatning (og til dels mad) at det kan mærkes på budgettet.

Oplevelser på egen hånd

Jeg kom fra en baggrund som forretningsrejsende i Europa, inden jeg faldt pladask for USA. Så jeg var vant til at gå alene i hotelbaren, gå på restaurant alene og gå til begivenheder og events alene mm.

For mange er det en af de største udfordringer ved at rejse alene, men her er USA nok det bedste land i verden at rejse alene i.

USA og Canada er kæmpe lande, med store afstande. Det betyder at rigtig mange er på farten hele tiden og når du tjekker ind på et hotel, er det ikke til at vide om det er andre turister, eller forretningsrejsende på vej fra a-til-b, du møder.

Det, kombineret med en utrolig gæstfrihed, gør at du ikke kommer til at føle dig udenfor eller anderledes, blot fordi du er på roadtrip alene.

Det er ikke unormalt at gå ind på en bar alene, få et bord til en på restaurant eller besøge en seværdighed alene.

Selv med min erfaring med at rejse alene, er der dog nogle gange jeg føler det en smule akavet. Det er når jeg skal på en guidet tur og der kun er mig der skal med.
Det er sket en håndfuld gange og føles stadig akavet, selvom det langt hen ad vejen kun er mig der føler det. Guiden vil sikkert gerne have flere med på turen, men det at jeg er der alene er ikke guidens første gang, så følelsen af, at der er “mærkeligt” er for egen regning, da guiden er ligeglad.

Kend dine grænser

Det er ikke kun i forbindelse med kørsel, det er praktisk at være flere. Hvis du vil udforske naturen og evt. hike i nationalparkerne eller andre steder, skal du være mere forsigtig.
Jeg har selv været på steder rundt om i USA hvor der på en god dag kommer 4-5 andre besøgende. Er du overmodig og kommer galt afsted, så er der kun dig til at redde dig ud af situationen.
Selv har jeg en trail i Texas som jeg har forsøgt at gennemføre tre gange. Hver gang har jeg måtte give op (selvom jeg har forberedt mig med at tage mere og mere udstyr med) for jeg er støt på forhindringer som jeg ikke var sikker på, jeg kunne forcerer på tilbagevejen.

For din egen sikkerheds skyld, er det vigtigt at kunne erkende at der er ting du ikke kan, når du rejser alene.

Sikkerhed når du rejser alene

USA og Canada er ikke farlige lande at rejse rundt i. Er du fornuftig i dine valg af områder i storbyerne og bruger du ellers sund fornuft i forbindelse med indtagelse af alkohol og hvilke steder du besøger, så er det ikke farligt at rejse rundt på egen hånd. Og der er ikke noget i amerikansk eller canadisk historie eller kultur der gør det mere udsat at rejse rundt som kvinde. Træffer du fornuftige valg, er risikoen lige (lille) for kvinde såvel som mand.

Hvis du søger overnatning på ex. hotels.com, så vil du sjældent blive tilbudt moteller i områder plaget af høj kriminalitet, hvor det decideret er farligt at opholde sig.
Et Holiday Inn har ikke interesse i at ligge i sådan et område, så forsamlingerne af hotellerne i “klumper” er en god indikation af, at det er sikkert at bo der.

Hvis du får et uheld med bilen – løber tør, punkterer eller andet – så er der kun dig til at ordne det.

Det er ikke en kæmpe udfordring i USA og Canada, da begge lande er afhængige af biltransport. Der er derfor masser af hjælp at få – og ofte tæt ved.

Nogle ting er inkluderet i din billeje. Andre kan du tilkøbe. Her kan du se eksempler på hvordan andre har løst punkteringer, at løbe tør for benzin, ødelagt forrude mm. når der er skader og uheld med din lejebil.

Bedre at rejse med andre

Det argument jeg oftest hører imod det at rejse alene er, at man får mere ud af en roadtrip, hvis man har nogle at dele oplevelserne med.

Det er jeg ikke enig i.

Oplevelserne du har er anderledes når du er alene kontra sammen med andre, og mange oplevelser ville du slet ikke kunne få, hvis du rejste med andre.

Mine bedste oplevelser var på solorejser

Hvis jeg altid havde haft en rejsekammerat med, så ville jeg være gået glip af nogle af mine allerbedste oplevelser på mine roadtrips.

Det er oplevelser som stortset kun kunne ske, fordi jeg var alene.

Lad mig illustrere med et eksempel.

I påsken 2010 er jeg i Texas på egen hånd.
På en hotelbar kommer jeg i snak med et amerikasnk par.
Samtalen udvikler sig, og de inviterer på middag på hotellets restaurant.
Snakken går om de små og store forskelle – og specielt om vores skat og sundhedssystem i Danmark, da 2010 er hvor Obama lige har introduceret Obama Care.

Senere på samme tur sidder jeg på en bar i Austin. Jeg har snakket en del med bartenderen og da der kommer en større gruppe ind, introducerer bartenderen mig som – meet my buddy from Denmark.
Det var en gruppe politimænd og brandmænd fra Chicago som var i Texas for at spille fodbold mod et lokalt politihold.
Med et er jeg deres nye maskot, bliver inviteret med til kampen dagen efter (og betaler iøvrigt ikke for flere drinks den aften).

Begge situationer opstår tilfældigt, men resultatet var fordi jeg var alene (jeg har flere oplevelser af samme skuffe).

Jeg ved af erfaring, at når man rejser med andre, så holder man sig mere til dem man er sammen med.

Vi havde nok hilst på parret i hotelbaren, men nok ikke snakket med dem i sådan en grad, at det var endt med middag.

Havde jeg siddet med en rejsekammerat i baren i Austin, havde vi nok ikke snakket så meget med bartenderen, at vi var blevet introduceret.

Ikke enten eller

Denne artikel er ikke en stillingtagen til, at det er bedre at rejse alene end sammen med andre. Informationerne skulle gerne illustrere de praktiske overvejelser der hører med når du vælger at tage på roadtrip på egen hånd.
Men også gerne vise, at det ikke er svært eller farligt – og at det faktisk er muligt at få lige så gode (og nogle gange bedre) oplevelser med hjem fra en solorejse, som når du rejser med andre.

Dine solotravel erfaringer

Del endelig dine erfaringer, overvejelser, bekymringer og forventninger i forbindelse med det at rejse alene nedenfor i kommentarerne eller over på facebook.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Andre roadtrip oplevelser:

Billeje i USA & Canada