Tips til din første roadtrip i elbil i USA og Canada

Erfaringer og tips fra 6000 km roadtrip i en Tesla Model Y. Find bl.a. info om valg af elbil og værktøjer til ruteplanlægning.

Hvorfor en elbil til en roadtrip?

Elbilen er kommet for at blive, og der er dukket flere modeller op i udlejningsselskabernes sortiment allerede. Nogle benzinbiler udgår helt de kommende år så tænkte det var en god idé at få en fornemmelse af en roadtrip i en elbil.

Her kan du læse mere om leje af en tesla elbil til din roadtrip.

I 2023 kørte jeg 6000 km i en Tesla Model Y på en roadtrip i staterne Californien, Oregon og Washington. Til dig der skal afsted på din første roadtrip i elbil, har jeg samlet en række erfaringer nedenfor. Her gennemgår jeg de overvejelser og erfaringer jeg gjorde mig før og under min roadtrip.

Ingen elbils erfaring

Jeg kører ikke elbil til daglig, så en roadtrip i en elbil var nyt for mig. Jeg har erfaring fra flere end 45 forskellige roadtrips i benzinbil, så kender til de grundlæggende praktiske ting ved en roadtrip (størrelse på bilen, ruteplanlægning, hvor lang tid ting tager mm.).
Før min roadtrip i en elbil satte jeg mig lidt ind i tingene, hvilket jeg også vil anbefale dig at gøre, specielt hvis du ikke har megen erfaring med en elbil.

Nogle af de ting var:

  • Størrelse på bilen
  • Rækkevidde
  • Ladehastighed
  • Opladningsmuligheder

Valg af elbil til min roadtrip

Det stod hurtigt klart, at blandt de elbiler der var til rådighed hos udlejningsselskaberne, var en Tesla det bedste valg. Vælger du en Tesla Model Y som jeg gjorde, kan du krydse alle fire punkter af og drage på roadtrip (stort set) alle steder i USA og Canada.

  • En Tesla Model Y er stor nok til 4 personer med bagage
  • Rækkevidden er fuldt opladt (på papiret) 500 km
  • En Tesla kan supercharges, så ladning fra 20-80% tager 20 minutter
  • Tesla har det bedste ladenetværk, med flest ladere som er integreret i bilens GPS

En Tesla S og X er også store biler med fin plads og med lidt mere rækkevidde, men Tesla Model Y var billigst af de tre at leje. Efter 6000 km i en Tesla Model Y, er min erfaring, at der ikke er brug for den ekstra rækkevidde.

Du kan leje mange forskellige elbiler der ikke er optimale til en roadtrip. De kan være fine til roadtrip ruter og ture tæt ved større byer og dagsture ud i naturen. Men går ruten ud i mere øde områder, hvor der er lidt længere mellem laderne, kommer de til kort. Min erfaring med både Teslas og andre ladenetværk på denne tur (og som udvalget var i september 2023) vil jeg gå så langt, at en roadtrip i andet end en Tesla risikerer at ødelægge din samlede oplevelse.

Her kan du læse mere om opladningsmulighederne på en roadtrip i elbil.

Værktøjer til ruteplanlægning af roadtrip i elbil

Skal du på roadtrip i en benzinbil, kan du fint planlægge din roadtrip rute i Google Maps. Vil du have lidt flere detaljer med, kan du opgraderer til ex. Roadtrippers .com.

Til en roadtrip i elbil, kan Google Maps også være en god start til de overordnede linjer fra A-til-B og videre til overnatning ved C. Hvis du regner med en rækkevidde på ca. 4-450 km i en fuldt opladt bil, kan du uden problemer køre mellem de fleste ladestandere.

Men de fleste starter ikke i en fuldt opladt elbil på en roadtrip og så er der bjerge og bakker, som Google Maps ikke tager højde for. Selvom Google Maps viser de fleste ladestationer (ev chargers) og du kan se om det er Tesla eller et af de andre ladenetværk, så er de ikke en del af ruten i Google Maps. Det er de derimod i Teslas ruteplanlægningsværktøj. Og her bliver bakker og bjerge også indregnet.

En rute på 800 km i Google Maps ser sådan her ud.

Her finder du Google Maps.

Samme rute i Teslas ruteplanlægningsværktøj ser sådan her ud.

Her finder du Teslas Route Planner.

Bemærk, at Tesla viser hvor du kan lade og hvor lang tid du skal bruge hvert sted. Denne ruteberegning inkludere bakker og bjerge (både op, hvor der bruges mere strøm og ned, hvor bilen genoplader).
Du kan godt afvige fra Teslas anvisning og vælge at bruge længere tid ét sted, og springe det næste stop over mm. Det er ting du finder ud af undervejs, når du har lært bilen at kende (og fået de fleste strømslugende accelerationer ud af systemet).

Når du først er afsted, bliver du også hurtig fortrolig med Teslas GPS i bilen og kan se hvor mange procent du starter med og hvad den ca. står på ved afslutning. Her er et lille trick, at bede om en rute fra A-til-B og videre til C. Ellers kan du risikerer at slutte din rejse ved destinationen, men måske kun med 10% tilbage. Det er skidt, hvis det kræver 20% at komme til den næste ladestation.

Teslas ladenetværk

Du kan finde Tesla ladere i Google Maps, men en mere præcis info finder du hos Tesla. Her kan du se på et kort hvor du finder deres ladere. Det giver dig også en god idé om, hvilke områder der kræver lidt mere planlægning, hvis din roadtrip går til disse. Kortet opdateres løbende og viser også hvor der er flere Tesla ladere på vej.

Her kan du se Teslas kort over Teslas supercharger netværk.

Her finder du Teslas kort over opladere.

Vær OBS på Tesla Destination Chargers

Kortet ovenfor kan også vise Destination Chargers. Det er semi-offentlig opladere, så du kan ikke altid regne med at kunne benytte dem. Nogle Destination Chargers er frit tilgængelige, mens andre er placeret på hoteller mm. Og kræver adgang for at kunne benytte dem. Jeg testede to destination chargers på min roadtrip. Den ene ved Crater Lake National Park og den anden i byen John Day, OR hvor den hang ved byens Chamber of Commerce. Husk på at Destination Chargers ikke er superchargers. De lader der ikke så hurtigt. Du skal derfor påregne ekstra tid til opladning eller lade natten over.

Lej en Tesla til din roadtrip

Tesla og elbiler er mulige at leje på flere destinationer i USA. Tesla er det primære mærke, der udbydes af Hertz. Andre mærker introduceres løbende, bl.a. Polestar, som også dukker op i søgeresultaterne. Det er muligt at leje Tesla modellerne 3 og Y. Model 3 er en midsize personbil og Model Y er en SUV. Find detaljer og priseksempler via linket.

Hjælp med at hjælpe andre

Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Billeje: Rentalcars.com | Auto Europe | CarTrawler
Overnatning: Hotels.com | Booking.com

Populære billeje byer

Her finder du detaljeret info om, hvordan du nemmest lejer bil på en række populære destinationer.



Andre roadtrip oplevelser:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Billeje i USA & Canada