Shea’s Gas Station Museum i Springfield var desværre lukket, men selv gennem hegnet var det et besøg værd. Derefter fulgte vi en af de tidligste Route 66-linjeføringer sydpå og endte på den smalle, røde Brick Road ved Auburn, hvor en vejlukning gav mulighed for at kigge lidt nærmere på næsten 100 års vejbyggeri.
7. aug, 2011
Shea’s Gas Station Museum i Springfield
Efter besøget hos Abraham Lincoln satte vi GPS’en til Shea’s Gas Station Museum i den nordlige del af Springfield. Stedet var en institution på Route 66 og i praksis en lille grund i et villakvarter fyldt med næsten alt, hvad man kunne forestille sig fra gamle amerikanske tankstationer. Benzinpumper, skilte, olietønder og reklamer stod tæt omkring den gamle station, som Bill Shea gennem mange år havde omdannet til museum.
Vi ramte desværre en søndag, og museet havde dengang lukket både søndag og mandag. Derfor måtte vi nøjes med at kigge gennem hegnet. Der var dog så meget at se, at kameraet stadig kom på arbejde, og selv uden at komme indenfor var stedet et interessant stop.
Bill Shea var en stor del af oplevelsen
Det var ikke kun samlingen, der havde gjort Shea’s berømt langs Route 66. Bill Shea selv var mindst lige så stor en grund til at kigge forbi. Han havde arbejdet med tankstationer i årtier og var kendt for at være ekstremt snakkesalig, hvis først man fik ham i gang med historier fra Route 66. Vi fik desværre aldrig mulighed for at opleve det selv, men stort set alt, jeg havde læst om stedet inden turen, fremhævede mødet med Bill som noget af det vigtigste.
Shea’s Gas Station ser anderledes ud i dag
Bill Shea døde i 2013, og museets historie ændrede sig markant derefter. Samlingen blev senere solgt på auktion, og ejendommen blev solgt i 2016. Dermed eksisterer Shea’s Gas Station ikke længere som det tætpakkede private museum, vi stod og kiggede ind på i 2011.
Til gengæld er selve stationen blevet bevaret. City of Springfield restaurerede området, genskabte blandt andet de historiske skilte og genåbnede stedet i 2024 som et Route 66-stop. I dag kan man igen kigge forbi stationen og fotografere stedet, men den store personlige samling er væk, og ifølge den officielle Route 66-guide er interiøret endnu ikke åbent som et almindeligt museum. Det er derfor stadig et stop værd, men det er en anden oplevelse end den, Bill Shea skabte.
Den gamle Route 66 syd for Springfield
Fra Shea’s fortsatte vi sydpå ad Illinois Route 4. Da Route 66 blev etableret i 1926, overtog den i Illinois i vid udstrækning den eksisterende State Route 4, og strækningen syd for Springfield var derfor en del af den oprindelige Route 66-linjeføring frem til 1930. Herefter blev Route 66 flyttet til en nyere og mere direkte vej længere mod øst.
Vi var på jagt efter en af de mere specielle rester af den gamle linjeføring. Syd for Chatham skulle vi dreje fra Route 4 og ind på Snell Road. Det er ikke en seværdighed, man er i tvivl om, når man først rammer den, for den almindelige asfalt bliver pludselig erstattet af en smal vej dækket af røde mursten.
The Red Brick Road ved Auburn
Den røde Brick Road mellem Chatham og Auburn er omkring 1,4 miles lang og følger Snell Road, som senere bliver til Curran Road. Vejen bugter sig gennem landbrugslandet og ser fantastisk ud med de mørkerøde mursten og gule midterstriber. Efter mange kilometer almindelig asfalt er det en af de Route 66-strækninger, hvor man automatisk sætter farten ned og kigger lidt ekstra.
En lille historisk krølle på Brick Road
Der er dog en detalje ved vejen, som er lidt mere kompliceret end den klassiske Route 66-fortælling. Selve linjeføringen var Route 66 fra 1926 til 1930, men dengang var overfladen beton. Route 66 blev flyttet væk fra strækningen i 1930, og først i 1932 blev vejen udvidet og dækket med de mursten, vi kørte på.
Det betyder teknisk set, at de røde mursten ikke selv var den officielle Route 66-overflade, selv om de ligger på den oprindelige Route 66-linjeføring. Det gør ikke stedet mindre interessant. Tværtimod fortæller det meget godt historien om, hvor hurtigt de amerikanske veje udviklede sig på det tidspunkt. Bare få år efter Route 66 var åbnet, var den første linjeføring allerede blevet erstattet af en nyere vej.
Vejrenovering gav mulighed for at se konstruktionen
Vi fik desværre ikke lov til at køre hele strækningen. En del af vejen var lukket på grund af renovering, så den planlagte lille Route 66-omvej blev lidt mere omstændelig end forventet. Til gengæld gav afspærringen mulighed for at komme tættere på vejen og se, hvordan den var bygget.
Murstenene ligger ikke bare direkte oven på jorden. De blev lagt som en egentlig vejbelægning oven på den tidligere konstruktion, og selv efter årtiers trafik og midtvestligt vejr er en stor del af strækningen bevaret. Når man står helt tæt på og ser de enkelte mursten, er det egentlig ret imponerende, at man stadig kan køre på vejen så mange år senere.
Brick Road kan stadig køres
Den historiske Brick Road eksisterer fortsat og er i dag optaget på National Register of Historic Places. Den nemmeste adgang fra nord er fortsat at køre sydpå ad Highway 4 fra Chatham og dreje til venstre ad Snell Road. Vejen følger herefter den gamle linjeføring, drejer mod syd som Curran Road og møder Highway 4 igen nord for Auburn.
Det er kun en kort omvej, men netop den slags strækninger er en stor del af fornøjelsen ved Route 66. Man kunne være blevet på den moderne vej og være flere minutter længere fremme, men så havde man ikke prøvet at køre på en smal rød murstensvej midt mellem markerne.
Et stop der har ændret sig og en vej der stadig ligger der
De to stop viste på hver sin måde, hvad Route 66 er fuld af. Shea’s var først og fremmest historien om et menneske, der samlede på vejens historie og gjorde sig selv til en del af den. Den oplevelse kan man ikke længere få på samme måde, men selve stationen er heldigvis bevaret.
Brick Road er næsten det modsatte. Her er der ingen stor souvenirbutik eller person, man skal møde. Det er bare en smal gammel vej midt i Illinois, men når man ved, hvorfor den ligger der, bliver den pludselig langt mere interessant end almindelige røde mursten burde kunne være.
Ofte stillede spørgsmål om Shea’s Gas Station og Brick Road
Findes Shea’s Gas Station Museum stadig?
Selve Shea’s Gas Station er bevaret og blev restaureret og genåbnet som et udendørs Route 66-stop i 2024. Bill Sheas oprindelige museumsgenstande blev dog solgt på auktion efter hans død.
Kan man komme ind i Shea’s Gas Station?
Ifølge den officielle Illinois Route 66-guide for 2026 er interiøret endnu ikke åbent for almindelige besøgende. Området kan besøges udendørs og fungerer som historisk fotostop.
Hvem var Bill Shea?
Bill Shea arbejdede i tankstationsbranchen i Springfield og opbyggede sammen med sin kone Helen Shea’s Gas Station Museum. Han blev kendt blandt Route 66-rejsende for sin store samling og sine mange historier om vejen.
Hvor ligger Route 66 Brick Road?
Brick Road ligger mellem Chatham og Auburn i Illinois og følger Snell Road og Curran Road. Fra Highway 4 drejer man ind på Snell Road syd for Chatham.
Hvor lang er den røde Brick Road?
Den bevarede strækning er omkring 1,4 miles lang og står på National Register of Historic Places.
Var Brick Road virkelig Route 66?
Linjen langs Snell og Curran Road var officiel Route 66 fra 1926 til 1930. Selve murstensbelægningen blev først lagt i 1932, efter at Route 66 var flyttet til en nyere linjeføring.
Kan man stadig køre på Brick Road?
Ja. Den historiske vej kan normalt køres og er et populært Route 66-stop, men midlertidige vejarbejder og lokale lukninger kan forekomme.
Er det værd at tage omvejen til Brick Road?
Ja. Det er kun en kort afstikker fra den nyere Route 66-linjeføring og en af de mest usædvanlige bevarede vejstrækninger i Illinois.
Route 66
