200 øl i Little Rock

Jeg havde udset mig Little Rock som destination for natten. Valget af Little Rock hang sammen med de to ting jeg skulle dagen derpå, men denne aften skulle jeg på The Flying Saucer og smage på god, amerikansk øl.

2. april, 2012

Downtown Little Rock

Jeg havde booket et værelse på Hampton Inn & Suites i River Market kvarteret i Little Rock. Oprindeligt havde jeg blot sat GPSen til at finde downtown da adressen på hotellet ikke fandtes i GPS’en, men der hvor jeg endte var ikke særlig downtown og jeg var glad for der stadig var dagslys.

Jeg kunne huske hotellet lå nede ved floden, så jeg kørte nordpå og kom nu op i det man ville forbinde med downtown. Jeg skulle lidt længere end det og ned til River Market District som, på trods af en flod og en interstate til at lukke det lidt inde, skulle vise sig at være et rigtig lækkert område i Little Rock.

Hotellet var min første rigtige ‘lidt lækre’ overnatning på turen, men ikke skræmmende prismæssigt – og så lå det godt i forhold til min plan for aftenen og dagen derpå.

The Flying Saucer

Der er nogle fede barer i USA og selvom man ofte kun forbinder englændere med det, så har amerikanerne nogle gode drikkevaner. Meget kan tilskrives deres mange store sports besættelser (football, baseball, hockey etc.) som er en utrolig social ting i USA og nydes på tværs af hold, byer og stater på barer som ex. The Flying Saucer.
Der var både Monday night football og Final Four denne aften, så der var godt fyldt, på trods af, at det var en mandag aften.

Jeg havde fundet frem til The Flying Saucer ved et tilfælde. Da jeg kiggede på mulige overnatningsmuligheder i Little Rock, så havde jeg kigget på google maps fr at se hvad der lå i nærheden. Der, med et cocktail glas ved siden af sit navn, så jeg The Flying Saucer og googlede stedet. Det var der jeg blev bekendt med deres enormt store udvalg af øl, så der skulle det være.

Jeg satte mig i baren og blev introduceret til menukortet og hvordan det fungerede – og blev så gjort opmærksom på, at der var 3 dollar pint night, så (næsten) alt hvad de havde i hanerne kostede den nette sum af 3 dollars (hvis man regner med 4 – en i drikkepenge, så er det kun godt tyve kroner for en halv fad – og det vel at mærke af god, amerikansk øl).

200 øl for en tallerken

Når man kiggede rundt i baren kunne man ikke undgå at lægge mærke til de mange tallerkner som udgjorde udsmykningen. Når man kiggede nærmere, så havde nogle af dem navne på. Forklaringen på dette kunne bartenderen fortælle mere om. For at gøre sig fortjent til at få sit navn op på væggen, så skulle man drikke 200 forskellige øl. Dog ikke på en gang. Man skulle registrere sig og så kunne man, 3 øl om dagen, samle de 200 øl sammen. Man måtte gerne drikke mere end 3 øl om dagen, men kun tre talte i regnskabet (på den måde fik de ikke kritik for denne form for kundeloyalitetsklub).

Amerikansk gæstfrihed

Næsten med det samme i baren mødte jeg den utrolige gæstfrihed, som jeg nyder i USA. Bartenderne er superdygtige og, indrømmet, fordi de også lever af drikkepenge, så er de meget bedre end i DK (og mange andre steder), men der er bare en godservice.
Jeg havde taget min iPad med i baren for at skrive et indlæg eller to, men det blev der næsten ikke tid til. En meget snakkesaglig (og lidt beruset) ung fyr synes det var vildt at møde en dansker i Little Rock. Han var selv flyttet til byen nogle uger forinden og så gik han ellers i gang med sin livshistorie og hvad han ellers havde på hjertet.
Han var ikke vant til at betale så meget for øl. Han kom fra en lille by med 800 indbyggere hvor man betalte under en dollar. Godt nok kun PBR, Miller og Coors, men stadigvæk.
Han kom fra en familie med pange, men var blevet gjort arveløs. Han havde dog lidt på kistebunden og et godt arbejde. Nogle af dem havde han investeret i fremtiden. Han havde nemlig et lidt negativt syn på hvad der ventede USA som land. Han var overbevist om, at det kun var et spørgsmål om få år, inden det var hver mand for ham selv, så han havde indrettet en mini ranch i Mississippi hvor han havde plads til familien og kunne dyrke frugt og grønt til at leve af (lus alt det konserves hav var ved at opkøbe). Hele stedet var så pakket godt ind i højt hegn og pigtråd og så kunne han sidde på verandaen med et jagtgevær og holde vagt.
Betegnelsen survivalist passede vist meget godt på ham. ved ikke hvor meget var fuldemandssnak, men han kørte lidt i samme rille, for en kvinde på den anden side af mig i baren havde også fået historien.

Da hun lærte jeg skulle ned til New Orleans havde hun nogle gode råd (pas på, pas på og pas på). Hun havde boet der og set hvordan mange ting var blevet værre de seneste år.

Jeg var med til at lukke stedet (heldigvis lukker det meste kl. 02:00 i USA) og gik tilbage til mit hotel. Havde en aftale med USAs præsident den næste dag, men han gik ikke af vejen for en god cigar, så det gjorde vel ikke noget jeg lugtede lidt af øl.