Bodie Ghost Town og Mono Lake på vej gennem det østlige Californien

Bodie Ghost Town var et af de steder, der virkelig levede op til forventningerne. Den gamle mineby ligger isoleret i det østlige Californien, og allerede den sidste del af vejen derud gør det klart, at man er på vej væk fra de normale turiststrømme. Efter besøget fortsatte vi mod Mono Lake og videre ad Highway 395 mod Bishop.

4. september 2012

Afstikker til Bodie Ghost Town

Efter turen over Tioga Pass og ned mod Lee Vining fortsatte vi nordpå og tog afstikkeren mod Bodie Ghost Town. Bodie ligger et godt stykke væk fra de større veje, og jo længere vi kom ud, desto mere øde blev landskabet. Den sidste del af State Route 270 går over grus, så tempoet faldt, men det passede egentlig meget godt til stemningen.

Bodie ligger i mere end 2.500 meters højde og føles meget isoleret. Det er en af de steder, hvor man næsten får fornemmelsen af, at byen er blevet efterladt midt i ingenting, hvilket selvfølgelig også er en stor del af oplevelsen.

En tidligere guldgraverby

Bodie voksede frem som mineby i slutningen af 1800-tallet og havde på sit højeste flere tusinde indbyggere. Der var hoteller, saloons, butikker, kirker, skoler og alt det, man forventer af en westernby, men boomet varede ikke evigt. Da minedriften begyndte at falde, forsvandt befolkningen gradvist, og byen endte til sidst med at blive forladt.

I dag er Bodie bevaret som State Historic Park, og det interessante er, at byen ikke er restaureret tilbage til perfekt stand. Bygningerne bliver i stedet holdt i det, man kalder “arrested decay”, hvor man forsøger at bevare dem, som de står, uden at gøre dem kunstigt nye.

En ghost town uden for meget pynt

Det er netop den tilgang, der gør Bodie så interessant. Man går ikke rundt i en rekonstrueret turistby med moderne butikker gemt bag gamle facader. Her står de gamle bygninger stadig med slidte vægge, skæve konstruktioner og interiører, der flere steder ser ud, som om folk bare forlod dem.

Det giver stedet en langt mere autentisk stemning end mange andre ghost towns. Man kan kigge ind gennem vinduerne og få et glimt af møbler, inventar og hverdagsliv fra en helt anden tid, uden at alt er gjort for pænt.

Gamle bygninger og rester fra minedriften

Vi brugte god tid på bare at gå rundt mellem bygningerne og se, hvordan byen havde været bygget op. Nogle huse stod relativt godt bevaret, mens andre kun bestod af dele af vægge eller fundamenter. I baggrunden lå rester af mineanlæggene, som stadig tydeligt viste, at hele Bodie engang var bygget op omkring udvinding af guld.

Det var også tydeligt, at man ikke bare skal bevæge sig tilfældigt rundt overalt. Gamle mineområder kan være farlige, og der kan være både ustabil jord, skakter og andre rester, som ikke er noget, man skal begynde at udforske på egen hånd.

Stilheden gør Bodie speciel

En af de ting, jeg husker tydeligst, er stilheden. Der var naturligvis andre besøgende, men byen ligger så åbent og isoleret, at man stadig får følelsen af at være langt væk fra alting. Vinden og de tomme gader gør næsten lige så meget for oplevelsen som selve bygningerne.

Det er en af de steder, hvor historien fungerer bedst, fordi omgivelserne stadig passer til den. Hvis Bodie lå midt i en moderne by, ville oplevelsen være noget helt andet, men her ligger den gamle mineby stadig alene i det barske landskab.

Videre mod Mono Lake

Efter besøget i Bodie kørte vi tilbage mod Lee Vining og fortsatte mod Mono Lake. Efter timer blandt træbygninger og støvede veje var det en markant kontrast at stå ved en stor, lys saltsø med tufastensformationer langs bredden.

Mono Lake er en af de ældste søer i Nordamerika og er især kendt for de karakteristiske tufa-formationer, som bliver dannet, når mineralrigt ferskvand under søen reagerer med det salte søvand. De står som mærkelige kalkstenssøjler langs bredden og giver området et næsten fremmedartet udtryk.

Mono Lake og vandstanden

Mono Lake har også en lang historie med vandafledning mod Los Angeles. Fra 1940’erne blev store mængder vand fra tilløbene ledt væk, hvilket fik søens vandstand til at falde markant. Det gjorde blandt andet mange af tufa-formationerne synlige, som tidligere havde stået under vand.

Det er et interessant sted, fordi naturhistorie og moderne vandforvaltning hænger så tydeligt sammen. Søen ser rolig og tidløs ud, men landskabet er i høj grad påvirket af menneskelige beslutninger.

Videre ad Highway 395 mod Bishop

Fra Mono Lake fortsatte vi sydpå ad Highway 395 mod Bishop. Det er en af de veje, hvor bjergene næsten konstant ligger som kulisse, og strækningen langs Eastern Sierra er efter min mening en af de mere undervurderede køreture i Californien.

På vej mod Bishop passerede vi desværre også et uheld med en cyklist. Det lagde en lidt mere alvorlig stemning over den sidste del af dagen og mindede os om, hvor sårbare bløde trafikanter kan være på de lange highways.

Overnatning i Bishop

Vi nåede Bishop senere på dagen og fandt overnatning på Days Inn. Efter mange timer med Tioga Road, Bodie, Mono Lake og Highway 395 var det en af de dage, hvor der ikke var behov for flere store oplevelser om aftenen.

Bodie havde været dagens klare højdepunkt. Kombinationen af den øde beliggenhed, de gamle bygninger og den manglende polering gjorde byen langt mere interessant, end hvis den havde været pakket ind som en klassisk turistattraktion.

Er Bodie Ghost Town værd at besøge?

Ja, helt klart, hvis man kører gennem det østlige Californien og har tid til afstikkeren. Det tager lidt ekstra tid at komme derud, og den sidste del går over grusvej, men det er også netop isolationen, der gør stedet så specielt.

Hvis man kombinerer Bodie med Mono Lake og Highway 395, får man samtidig en meget varieret dag med både historie, ørkenlandskab, bjergudsigt og geologiske formationer. Det er en rigtig god kombination på en roadtrip mellem Yosemite og det sydlige Eastern Sierra.

Se et kort over oplevelser i Californien