Organ Pipe Cactus National Monument ligger i et øde område af det sydlige Arizona, tæt på grænsen til Mexico. Her kan du opleve tusindvis af enorme saguaro-kaktusser, de mere sjældne organ pipe-kaktusser og et særpræget ørkenlandskab langs Ajo Mountain Drive. Områdets placering ved grænsen har dog også en mere alvorlig historie, som vi fik et lille indblik i under vores besøg.
29. marts 2015
En lang køredag gennem det sydlige Arizona
Organ Pipe Cactus National Monument var faktisk årsagen til, at vi havde ændret vores rute dagen før, hvor vi valgte at køre gennem Joshua Tree National Park allerede om eftermiddagen i stedet for at gemme besøget til næste dag. Det gav os mulighed for at fortsætte østpå til Blythe i Californien, hvor vi havde overnattet på et motel tæt ved Interstate 10, og dermed var vi kommet lidt tættere på dagens første destination.
Organ Pipe Cactus National Monument ligger helt nede i det sydlige Arizona ved grænsen til Mexico, og det er ikke ligefrem et sted, man bare lige kommer forbi på vej mellem de større byer. Fra Blythe havde vi omkring fire en halv times kørsel foran os, inden vi kunne begynde at opleve parken, og derefter skulle vi fortsætte til Tucson, hvilket ville betyde yderligere et par timer i bilen.
Det var med andre ord en af de dage på roadtrippen, hvor en stor del af tiden skulle bruges bag rattet, men det gjorde nu ikke så meget, for området i det sydvestlige Arizona er netop et af de steder, hvor man kan køre ganske lange strækninger uden at blive afbrudt af større byer og en masse seværdigheder, som man nødvendigvis skal gøre stop ved.


Det betyder dog ikke, at køreturen er uden oplevelser, for selvom der er langt mellem byerne, byder landskabet flere steder på ganske flotte udsigter til bjergene og de store åbne områder, hvor man virkelig får en fornemmelse af afstandene i denne del af USA.
Man skal bare være indstillet på, at der ikke nødvendigvis ligger en ny attraktion efter hvert sving, og at selve køreturen i høj grad er en del af oplevelsen.
Det er også et godt eksempel på noget af det, jeg ofte fremhæver, når jeg skriver om planlægning af roadtrips, nemlig at en dag næsten altid tager længere tid, end man umiddelbart regner med hjemmefra.
Selvom GPS’en fortæller, at der er fire en halv times kørsel til dagens første stop, skal der selvfølgelig lægges tid til morgenmad, benzin, toiletbesøg, frokost og de små afstikkere, som næsten altid dukker op undervejs. Når man derefter også vil bruge et par timer på at opleve en nationalpark og stadig har omkring to en halv times kørsel til næste overnatning, er der hurtigt gået en hel dag.
Denne dag var ingen undtagelse.

Jeg synes bestemt ikke, der er noget galt i at have en lang køredag på en roadtrip, men det er en god idé at være realistisk med, hvor meget man kan nå, så man ikke ender med at skulle skynde sig gennem de oplevelser, man egentlig havde glædet sig til.
Her kan du læse mere om hvor lang tid oplevelser og kørsel tager på en roadtrip, og hvorfor det ofte kan betale sig at planlægge lidt mindre, end man umiddelbart tror, der er plads til.
Identitetskontrol nær grænsen til Mexico
Når du kører rundt i det sydlige Arizona tæt ved grænsen til Mexico, kan du flere steder støde på kontrolposter fra U.S. Border Patrol, som er en del af Customs and Border Protection, forkortet CBP.
Det gælder ikke kun, når du krydser selve grænsen mellem USA og Mexico, for grænsemyndighederne har også permanente og midlertidige kontrolposter længere inde i USA, hvor de blandt andet kontrollerer biler, der kommer fra områderne tæt ved grænsen.

Jeg har efterhånden været gennem flere af den slags kontroller på mine roadtrips, og normalt foregår det ganske hurtigt, hvor man bliver stillet nogle spørgsmål om sin rejse og eventuelt bedt om at vise legitimation.
Formålet er blandt andet at kontrollere immigration og forhindre smugling, og afhængigt af situationen kan der også blive foretaget nærmere kontrol af bilen og dens indhold.
Jeg har eksempelvis tidligere oplevet at få en hund ind i bilen for at undersøge, om der var spor af narkotika, men som almindelig turist har jeg generelt oplevet kontrollerne som forholdsvis ukomplicerede.
Det er dog værd at være opmærksom på, at kontrolposterne ligger inde i USA og ikke nødvendigvis ved en international grænseovergang, så man kan altså godt blive stoppet, selvom man hele tiden har opholdt sig på den amerikanske side af grænsen.
Ankomst til Organ Pipe Cactus National Monument
Organ Pipe Cactus National Monument ligger i Sonoran Desert, som strækker sig over dele af Arizona, Californien og det nordvestlige Mexico. Området blev udpeget som national monument i 1937 for at beskytte noget af den særlige ørkennatur og ikke mindst bestanden af organ pipe-kaktusser, som her findes ved den nordlige grænse for artens naturlige udbredelse.
National Monument dækker et ganske stort område, hvor der både er bjergkæder, åbne ørkensletter og forskellige typer kaktusser, og det er derfor ikke et sted, hvor man nødvendigvis får set ret meget ved blot at køre ned til besøgscentret og tilbage igen.
Vi kendte ikke så meget til området på forhånd, så vores første stop var Kris Eggle Visitor Center, hvor vi kunne få lidt information om de forskellige muligheder og finde ud af, hvad der gav bedst mening i forhold til den tid, vi havde til rådighed.

Der er flere muligheder for både at køre og vandre i området, men da vi stadig havde en længere køretur til Tucson foran os, var det oplagt at finde en rute, hvor vi kunne opleve noget af den mest karakteristiske natur uden at skulle bruge flere timer på lange vandreture.
Valget faldt derfor på Ajo Mountain Drive, som er en af de mest populære køreture i nationalmonumentet, og som giver mulighed for at opleve både kaktusserne, bjergene og noget af det mere afsidesliggende ørkenlandskab.
Ajo Mountain Drive gennem ørkenlandskabet
Ajo Mountain Drive er en cirka 34 kilometer lang, ensrettet rute, som går gennem den østlige del af Organ Pipe Cactus National Monument og op mod Ajo Mountains, hvor man undervejs får mulighed for at opleve både de store kaktusser og de mere klippefyldte områder tættere på bjergene.
Ruten består af en blanding af asfalt og grus, og selvom den flere steder er både smal og snoet, kan den normalt gennemføres i en almindelig personbil, hvis vejforholdene er gode.
Vi var som bekendt på roadtrip i vores store, røde Ford Taurus, og den klarede turen ganske fint, selvom den naturligvis fik lidt mere støv og patina, end den havde haft på de asfalterede veje mellem Los Angeles og San Diego.


Det er en af de køreture, hvor man godt kan nøjes med at sidde i bilen og nyde landskabet, men der er også flere steder mulighed for at stoppe og kigge nærmere på både vegetationen og de forskellige klippeformationer.
Selve ruten tager normalt omkring en til to timer at gennemføre, men vi brugte naturligvis også tid på at holde ind og tage billeder, så der gik lidt mere tid med besøget, end hvis vi blot havde kørt hele turen uden stop.
Det var nu også hele pointen, for hvis man kun vil køre fra det ene sted til det andet, kan man lige så godt blive på hovedvejen og fortsætte mod Tucson.
Saguaro og organ pipe, to forskellige kaktusser
Selvom nationalmonumentet har fået navn efter organ pipe-kaktussen, var det faktisk især en anden art, som dominerede landskabet på mange af mine billeder, nemlig saguaro-kaktussen.
Det er den store, karakteristiske kaktus med en høj stamme og arme, som vokser ud fra siderne, og som gennem mange år er blevet brugt som en slags standardsymbol på det vilde vesten i både westernfilm, tegnefilm og reklamer.

Saguaro-kaktussen vokser naturligt i Sonoran Desert og kan blive ganske imponerende stor, hvor nogle eksemplarer når en højde på mere end 12 meter, og de ældste kan blive over 150 år gamle.
Den vokser dog utroligt langsomt, og de første mange år består den normalt blot af en enkelt opret stamme, som efterhånden bliver højere og tykkere. Først når kaktussen er mange årtier gammel, begynder nogle af dem at udvikle de karakteristiske arme, og ifølge National Park Service kan der gå omkring 70-100 år, inden den første arm dukker op.
Det betyder også, at når man står foran en stor saguaro med flere arme, så kigger man på en plante, som sandsynligvis har stået på samme sted i meget lang tid.
Organ pipe-kaktussen har et noget andet udseende, da den typisk har flere høje, lodrette stammer, som vokser op fra den samme base, så planten næsten kommer til at ligne piberne i et stort kirkeorgel.
Det er også forklaringen på navnet, og netop Organ Pipe Cactus National Monument er det eneste sted i USA, hvor der findes store naturlige bestande af denne kaktusart.
Begge typer vokser i området, men på vores tur langs Ajo Mountain Drive var det især de mange saguaros, som gjorde indtryk, fordi de store planter flere steder stod som små skove i det åbne ørkenlandskab.
Forårsblomster i Sonoran Desert
Vi besøgte Organ Pipe Cactus National Monument sidst i marts, og selvom temperaturerne allerede var ganske høje, var det stadig forår i ørkenen, hvilket betød, at der flere steder var blomster mellem de mange kaktusser og andre planter.
Det havde vi også oplevet dagen før i Joshua Tree National Park, hvor landskabet flere steder havde været mere farverigt, end man måske umiddelbart forventer af en ørken.

Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved at besøge denne del af USA om foråret, for selvom området er tørt og goldt i store dele af året, kan der komme ganske mange blomster, når forholdene har været gode med tilstrækkelig regn i løbet af vinteren.
Hvor mange blomster der er fra år til år, afhænger selvfølgelig meget af nedbør og temperaturer, men når man rammer et godt tidspunkt, giver det en ekstra dimension til de ellers brune og grå ørkenlandskaber.
Double Arch ved Arch Canyon
Ajo Mountain Drive handler naturligvis i høj grad om kaktusserne og ørkenlandskabet, men der er også enkelte steder, hvor det er klippeformationerne, som er hovedattraktionen.
Et af dem er Arch Canyon, hvor man oppe i klipperne kan se en naturlig dobbeltbue, som er blevet dannet gennem meget lang tids forvitring og erosion.

Den er ikke nær så stor og imponerende som nogle af de naturlige klippebuer, man kan opleve i eksempelvis Arches National Park i Utah, men det er alligevel interessant at se, hvordan naturen har fået slidt hul gennem klipperne og skabt en formation, som næsten ligner en bro.
Der er også mulighed for at vandre ind i Arch Canyon, hvis man gerne vil tættere på, men vi nøjedes med at opleve klippeformationen fra området langs vejen, da vi stadig havde en del kørsel foran os denne dag.
Det var en ganske fin afveksling fra de mange kaktusser, og samtidig endnu et eksempel på, hvor varieret landskabet i Sonoran Desert egentlig er, når man først begynder at kigge lidt nærmere på det.
Organ Pipe Cactus og den mexicanske grænse
Organ Pipe Cactus National Monument ligger helt ned til grænsen mellem USA og Mexico, og den placering har gennem årene også betydet, at området har været præget af forskellige former for ulovlig grænseaktivitet, blandt andet narkosmugling og mennesker, som har krydset grænsen uden om de officielle grænseovergange.
Det er et stort og meget øde naturområde, hvor der er langt mellem vejene og bebyggelserne, hvilket gennem årene har gjort det vanskeligt for myndighederne at kontrollere, hvem der bevægede sig rundt i de mere afsidesliggende dele af ørkenen.
Det fik desværre nogle tragiske konsekvenser i 2002, hvor den 28-årige park ranger Kris Eggle blev skudt og dræbt under en forfølgelse af personer med tilknytning til et narkokartel.
Den 9. august 2002 deltog han i forfølgelsen af medlemmer af kartellet, som var flygtet over grænsen til USA efter en række drab i Mexico, og under arbejdet blev han ramt af skud og mistede livet.
Efterfølgende blev besøgscentret i Organ Pipe Cactus National Monument opkaldt efter ham, og der er også opsat et mindesmærke ved centret.
Hændelsen var med til at sætte fokus på sikkerheden i området, og i de følgende år blev større dele af nationalmonumentet lukket for almindelige besøgende på grund af problemerne langs grænsen.
Det var først i 2014, at de tidligere lukkede områder igen blev åbnet for offentligheden, så da vi besøgte parken i marts 2015, var det faktisk mindre end et år siden, at man igen kunne komme rundt i større dele af området.
Grænsepatruljen på arbejde i nationalparken
Selvom store dele af området igen var åbnet for turister, var der stadig en betydelig tilstedeværelse af grænsepatruljer, hvilket vi også fik mulighed for at opleve under vores besøg.
På et tidspunkt så vi en patrulje fra U.S. Border Patrol, som var i gang med at tilbageholde en person, der tilsyneladende havde krydset grænsen uden om en officiel grænseovergang.


Det var en lidt anderledes oplevelse at støde på midt under et besøg i en nationalpark, hvor man ellers var kommet for at se på natur og kaktusser, men det understregede selvfølgelig, at området også er en del af den amerikansk-mexicanske grænse, hvor der foregår en del aktiviteter, som almindelige turister normalt ikke kommer i nærheden af.
Man skal dog passe på med at drage for mange konklusioner ud fra en enkelt situation, for vi kendte naturligvis ikke baggrunden for tilbageholdelsen eller personens omstændigheder.
Det var først og fremmest en observation, som viste, at grænsepatruljernes arbejde også foregik inde i nationalmonumentet, og at nærheden til Mexico var en del af virkeligheden i området.
Hvis du besøger Organ Pipe Cactus National Monument i dag, anbefaler National Park Service, at man holder sig til de almindelige veje og vandreruter og følger eventuelle anvisninger fra parkens personale, blandt andet fordi nogle af de mere afsidesliggende områder kan være vanskelige at komme rundt i og kræve særlige forholdsregler.
Kaktusser i det sydlige Arizona
En af de ting, jeg lagde mærke til på turen gennem det sydlige Arizona, var, at man faktisk ikke behøver besøge Organ Pipe Cactus National Monument for at opleve store mængder kaktusser.
Der står masser af saguaros i landskabet langs vejene i denne del af Arizona, og flere steder syntes jeg næsten, at der var lige så mange og lige så imponerende eksemplarer som dem, vi havde set inde i nationalmonumentet.

Det er selvfølgelig også en af grundene til, at Sonoran Desert er noget særligt, for her er de store kaktusser en naturlig del af landskabet og ikke blot noget, man finder i et afgrænset naturområde.
Alligevel synes jeg, at besøget i Organ Pipe Cactus National Monument var køreturen værd, for nationalmonumentet byder på en kombination af store kaktusser, klippeformationer, bjerglandskaber og åbne ørkenområder, som man får mulighed for at opleve på tæt hold, når man kører Ajo Mountain Drive.
Samtidig var det interessant at besøge et område, som ligger så tæt på den mexicanske grænse, og som har en historie, der både handler om naturbeskyttelse og nogle af de udfordringer, der følger med placeringen.
Er Organ Pipe Cactus National Monument et besøg værd?
Hvis du interesserer dig for ørkenlandskaber og gerne vil opleve de enorme saguaro-kaktusser, som man kender fra klassiske westernfilm, synes jeg bestemt, at Organ Pipe Cactus National Monument er et besøg værd.
Det er dog ikke nødvendigvis en nationalpark, jeg ville anbefale, at man kører en meget stor omvej for at opleve, hvis man kun har en begrænset mængde tid på sin roadtrip, for der findes også andre steder i Arizona, hvor man kan se masser af kaktusser.
Omvendt er der noget særligt ved at komme helt ned i denne del af Sonoran Desert, hvor landskabet er mere øde, og hvor der er gode muligheder for at kombinere en flot køretur med korte stop undervejs.
Ajo Mountain Drive er efter min mening et oplagt valg, hvis du har nogle timer til rådighed og gerne vil se en god del af området uden at skulle ud på længere vandreture, og ruten giver en fin introduktion til både de store kaktusser og de forskellige bjergformationer.
For os passede det godt ind i den lidt mere fleksible roadtrip, hvor vi kunne ændre ruten dagen før og få plads til besøget, inden vi skulle fortsætte til Tucson.
Det blev en lang dag med meget kørsel, men også en af de dage, hvor vi fik mulighed for at opleve en del af Arizona, som ikke nødvendigvis ligger på de mest almindelige roadtripruter.
Praktisk information om Organ Pipe Cactus National Monument
Organ Pipe Cactus National Monument ligger i det sydlige Arizona tæt på grænsen til Mexico og kan besøges året rundt. Den mest almindelige adgang er via Arizona Highway 85, som fører sydpå fra byen Why mod Lukeville ved den mexicanske grænse.
Nationalmonumentet er åbent hele døgnet, men besøgscentret har faste åbningstider og holder normalt lukket på Thanksgiving og juledag.
Kris Eggle Visitor Center ligger cirka 40 kilometer syd for Why og er et godt sted at begynde, hvis du gerne vil have kort over området, information om vandreruter eller råd om de aktuelle vejforhold.
Ajo Mountain Drive er en ensrettet rute på cirka 34 kilometer, som kombinerer grus og asfalt. Den kan normalt klares i en almindelig personbil, men der kan være perioder med dårlige vejforhold, især efter kraftig regn, så spørg gerne i besøgscentret, inden du begiver dig ud på ruten.
Der findes også andre veje og vandreruter i området, men flere af dem kræver en bil med høj frihøjde eller firehjulstræk, så det er en god idé at undersøge forholdene, hvis du har planer om at køre væk fra de mest almindelige besøgsområder.
Om sommeren kan temperaturen blive meget høj, og i monsunsæsonen fra omkring midten af juli til september kan kraftige regnskyl medføre oversvømmelser og midlertidige vejlukninger. Medbring derfor rigeligt vand, og vær opmærksom på både vejr og den tid, du har til rådighed.
Der opkræves entré til Organ Pipe Cactus National Monument. Den almindelige entré for en personbil er aktuelt 25 dollars og gælder i syv dage, men der findes også andre billetmuligheder og nationalparkpas.
Adresse: Kris Eggle Visitor Center, 10 Organ Pipe Drive, Ajo, Arizona 85321.
Du kan finde aktuelle priser, åbningstider, vejforhold og information om Ajo Mountain Drive på National Park Services officielle hjemmeside for Organ Pipe Cactus National Monument.
Ofte stillede spørgsmål om Organ Pipe Cactus National Monument
Kort om kaktusserne, køreturen på Ajo Mountain Drive og hvad du skal være opmærksom på ved et besøg tæt på den mexicanske grænse.
Hvor ligger Organ Pipe Cactus National Monument?
Organ Pipe Cactus National Monument ligger i det sydlige Arizona, helt ned til grænsen mellem USA og Mexico. Området kan nås via Arizona Highway 85 fra byen Why, og det ligger et godt stykke fra de større byer som Phoenix og Tucson, så du skal regne med en del kørsel, hvis du vil besøge nationalmonumentet på din roadtrip.
Hvad er forskellen på saguaro og organ pipe-kaktusser?
En saguaro er den store, klassiske western-kaktus med en høj stamme og arme, som vokser ud fra siderne, ofte først efter mange årtier. En organ pipe-kaktus har derimod typisk flere lodrette stammer, som vokser op fra plantens base og får den til at ligne piberne i et stort orgel. Begge arter findes i Organ Pipe Cactus National Monument.
Kan man køre Ajo Mountain Drive i en almindelig lejebil?
Ja, Ajo Mountain Drive er en cirka 34 kilometer lang ensrettet vej med både asfalt og grus, som normalt kan gennemføres i en almindelig personbil, når forholdene er gode. Vejen er dog smal og snoet flere steder, og kraftig regn kan gøre den vanskelig at køre på, så kontrollér altid forholdene inden turen.
Hvor lang tid skal man bruge i Organ Pipe Cactus National Monument?
Hvis du først og fremmest vil opleve Ajo Mountain Drive, skal du regne med omkring en til to timers kørsel og ekstra tid til fotostop og korte gåture. Har du også planer om at besøge besøgscentret eller gå længere vandreruter, kan du sagtens bruge en halv til en hel dag i området. Husk også at medregne den forholdsvis lange transport til nationalmonumentet.
Er Organ Pipe Cactus National Monument sikkert at besøge?
Organ Pipe Cactus National Monument er åbent for besøgende, men ligger tæt på den mexicanske grænse, hvor der gennem årene har været både narkosmugling og ulovlige grænsepassager. National Park Service anbefaler, at besøgende følger parkens anvisninger, holder sig til de almindelige veje og vandreruter og kontakter en park ranger ved mistænkelig aktivitet. Det er også vigtigt at tage almindelige forholdsregler mod varme og manglende vand i det øde ørkenlandskab.
Hvornår på året er det bedst at besøge området?
Vinteren og det tidlige forår er normalt gode perioder at besøge Organ Pipe Cactus National Monument, fordi temperaturerne typisk er mere behagelige end om sommeren. I marts og april kan der også være blomster i ørkenen, hvis der er faldet tilstrækkelig regn i vintermånederne. Om sommeren kan temperaturen blive meget høj, og i monsunsæsonen kan kraftig regn medføre midlertidige vejlukninger.
Hjælp med at hjælpe andre
Dit bidrag er værdsat og du kan hjælpe andre ved at give lidt igen. Jeg vil sætte stor pris på du benytter de links jeg har til billeje og overnatning her på siden. Ikke kun i din research, men også når du skal lave din endelige bestilling.
Overnatning:










